Ordholder

Hurra!

2011-02-28T12:58:00.002+01:00

I morgen udkommer Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling Rystet spejl.

Skuespillerens vilde historie

2010-12-10T11:02:00.003+01:00

Den seneste anmeldelse af Martin Johs. Møllers roman Skuespilleren der forsvandt kan nu læses i Information, hvor anmelder Kamilla Löfström ønsker "skuespillerens vilde historie" mange læsere. Se begrundelsen her.

Skuespilleren, der forsvandt

2010-10-06T09:28:00.005+02:00

I dag udkommer Martin Johannes Møllers roman Skuespilleren, der forsvandt.

Her følger Gyldendals præsentation af bogen:
Den unge mand Martin opsøger sin far, den tidligere skuespiller Troels Møller, i en ældrebolig på Fyn og lader ham fortælle frit fra leveren om sit liv. Det bliver et drama, der på rollelisten ud over den lovende skuespiller på Det Kongelige Teater i begyndelsen af 1970’erne tæller kendte og mindre kendte skuespillere og instruktører, kærester og koner, en texansk sektleder, timesharesælgere på Madeira og psykiatriske overlæger.

Skuespilleren der forsvandt er også en fortælling om forholdet mellem en far og hans søn. Det er en historie om drømmen kontra virkeligheden og en slags meditation over tiden og erindringen.

Martin Johannes Møller:
Skuespilleren, der forsvandt
Roman
Gyldendal
242 sider
Kr. 279,-
Udkommer 6. oktober 2010

Oktoberudgivelse

2010-08-10T09:55:00.003+02:00

Til oktober udkommer Martin Johannes Møller på Gyldendal med romanen Skuespilleren, der forsvandt.

Følg med på forfatterens hjemmeside.

Jeg har anmeldt

2010-02-15T15:38:00.004+01:00

Jens Peter Kaj Jensens novellesamling Kig på damen og Gunnhild Øyehaugs roman Vente, blinke.

Jens Peter Kaj Jensen:
Kig på damen
Noveller
Gyldendal 2010

Gunnhild Øyehaug:
Vente, blinke
– et perfekt billede af et personligt indre
Roman
[Oversat af Sara Koch]
Gyldendal 2010

Med hammer og mejsel

2010-01-27T13:29:00.004+01:00

Min anmeldelse af Sofi Oksanens roman, Renselse, kan nu læses på Sentura.

Sofi Oksanen:
Renselse
Roman
Rosinante 2010

Jammerligt lægmandsagtig

2010-01-25T14:17:00.006+01:00

Mads Eslund skælder ud over min anmeldelse af Bosmans' seneste digtsamling, et værk, han selv har været med til at udgive på Anblik. "Jammerligt lægmandsagtig" kalder han den. Blandt andet. Læs hele Eslunds kritik og den diskussion, der følger af den her.

Jeg har omsider besluttet mig for at besvare Eslunds indlæg og en række af kommentarerne. Mine bemærkninger følger her nedenfor. I mit svar refererer jeg til tidligere kommentarer fra Eslund under indlæg, som kan læses her og
her.

Mit svar:

@Mads Eslund: Det undrer mig, at du ikke indledningsvis selv har gjort mig opmærksom på dit blogindlæg om min læsning af Bosmans, men at jeg skal gøres opmærksom på det af andre....

Jeg har ikke noget problem med, at du kritiserer min anmeldelse og min holdning til Bosmans’ Vi er amøber. Men jeg finder det problematisk, at du så kategorisk udtaler dig om min professionalisme eller det, du øjensynlig opfatter som mangel på samme. Jeg finder det endnu mere problematisk, at det ikke er første gang, du falder over anmeldere, der skriver kritiske anmeldelser af værker, hvis udgivelse du har andel i eller af andre grunde føler dig kaldet til at agitere på vegne af. Her tænker jeg både på din kritik af Stefan Kjerkegaards Moestrup-anmeldelse og af Martins tidligere anmeldelse af Bosmans.

Man kan bryde sig om min måde at skrive anmeldelser på, eller man kan lade være. Men når nogen, der ikke kender mig, min faglige baggrund og mine moralske og professionelle standarder, offentligt postulerer, at jeg ikke tager min opgave seriøst, eller at jeg i det hele taget skulle være inkompetent som anmelder, så bliver jeg vred.

Som anmelder har jeg grundlæggende det udgangspunkt, at mine anmeldelser skal kunne læses og forstås af et bredt publikum og ikke kun af en lille finlitterær klike, der øjensynlig har andre standarder for, hvordan anmeldelser skal skrues sammen, og hvem de skal henvende sig til. Det handler ikke, som nogen måske vil mene, om at snobbe nedad. Det handler om respekt også for de læsere (af både bøger og anmeldelser), som ikke har en universitetsgrad eller en uddannelse fra Forfatterskolen med i bagagen, og så handler det naturligvis også om, hvilken linje den redaktion, man nu en gang er tilknyttet, har lagt. Det er min holdning, at en anmelder har den funktion at fungere som pejlemærke for læserne således at forstå, at læserne kan tage bestik af et givent værk på baggrund af en anmeldelse skrevet af den anmelder, hvis smag de oftest selv deler. Af samme grund indeholder mine anmeldelser som regel en stillingtagen på baggrund af min personlige smag, og fornemmer jeg, at min læsning kan være præget af mine eventuelle fordomme, politiske eller andre holdninger, gør jeg gerne opmærksom på det – som jeg f.eks. har gjort det i den omtalte anmeldelse af Bosmans. Det ser jeg selv en vis ærlighed i.

@Vibeke Nielsen: Lad mig med det samme gøre opmærksom på, at jeg har truffet forfatteren Ane-Marie Kjeldberg én gang ansigt til ansigt, og at det vel at mærke var EFTER, jeg anmeldte hende bøger. Jeg har nu vanskeligt ved at se, at mine kommentarer på hendes eller nogen anden forfatters blog i sig selv skulle kunne kompromittere min professionelle tilgang til den pågældendes værker: Danmark er et så lille land, at anmeldere og forfattere oftest personligt kender eller er bekendt med hinanden i et eller andet omfang. Eksempelvis er det vist snart almen viden for litterært interesserede, at Bukdahl færdes meget blandt (de yngre) forfattere i København og, så vidt jeg forstår, har et ganske kammeratligt forhold til flere af de kunstnere, hvis værker han anmelder. Og der findes adskillige mindre omtalte eksempler på samme.

Det kan endvidere tilføjes, at jeg, ironisk nok, tidligere er blevet skældt ud for mine (negative) anmeldelser (om end på egen blog) af værker skrevet af forfattere, som jeg havde haft udvekslinger med via deres blogs eller som følge af deres personlige henvendelser til mig med anmodning om anmeldelser af deres værker.

Når det gælder anmelderi handler professionalisme og høj moral (samt mod) jo også om at kunne distancere sig fra personlige relationer og forholde sig til værket. At anmelde en bekendts bog positivt, hvis man i virkeligheden mener, at værket er af ringe kvalitet, er vel i øvrigt heller ingen vennetjeneste, når det kommer til stykket. Forfatteren udvikler sig jo ikke på baggrund af roserne, men nok i langt højere grad på baggrund af risene. Og dem må enhver forfatter så til gengæld også være parat til at modtage uden overdrevent klynkeri - dog med den lille tanke in mente, at anmeldere nu en gang også har forskellige litterære præferencer.

@Rasmus Graff: Det er da nok muligt, at Martin tager fejl, når han giver udtryk for en positiv forventning om, at Mads Eslund og du ville belægge jeres ord, såfremt I sad overfor mig. I så fald ville jeg nok vælge at forlade selskabet, da jeg er af den opfattelse, at det må være muligt for intelligente og velformulerede mennesker at give kritik uden at forfalde til platheder, postulater og overdrevne eder, som vel i sidste ende kun tjener til at nedgøre modparten på et mere personligt plan og meget let kan ende med at svække ens egen sag.

Min sidste bemærkning skal gælde kritikken af Sentura: Det er min erfaring, at redaktionen er meget opmærksom (og efter min mening måske til tider uforholdsmæssigt opmærksom) på ikke at lade anmelderne skrive om værker af forfattere, som de enten er beslægtet med eller på anden måde har et nært personligt forhold til. Korpset af anmeldere på Sentura er meget bredt, hvilket man afhængig af forskellige præferencer kan se som en styrke eller en svaghed. Sentura har mig bekendt ikke slået sig op som et snævert litterært forum med en særlig hensigtserklæring udover den at være netop bredt formidlende forum for anmeldelser og omtaler af nordisk litteratur. Dermed mener jeg, at Sentura løser sin opgave tilfredsstillende. Ønsker man kritiske læsninger, der går mere i dybden og måske er af mere akademisk karakter, eller vil man koncentrere sig om særlige genrer etc. er der andre og smallere litterære tidsskrifter, man kan gå til.

Friske anmeldelser

2010-01-20T20:48:00.003+01:00

Så er der friske anmeldelser: Denne gang er det debutanten Josefine Klougart, digteren Anne-Louise Bosmans samt de herrer Jørgen Haugen Sørensen og Morten Søndergaard, der står for skud.

Josefine Klougart:
Stigninger og fald
Roman
Rosinante 2010

Anne-Louise Bosmans:
Vi er amøber
Digte
Anblik 2009

Jørgen Haugen Sørensen og Morten Søndergaard:
Slikkerne - en beretning for begyndere
Billedbog
Samleren 2009

Englenes fald

2010-01-20T12:40:00.005+01:00

For adskillige uger og en evigheden siden, da sneen først faldt, var den en dans af dunede engle. Som bløde bolstre svøbte de sig om landet, dæmpede alle lyde og mindede mest om en uskyld, vi ellers kun har læst om i de meget gamle bøger.

Nu hænger himlen flad og frysende over et sort-hvidt landskab tegnet med kulstift på hvidt papir. Vi har trådt englene under fode. Grunden er hård og skorpet af is. Frost binder englevinger til jorden.

Lydhelvede

2010-01-20T10:32:00.005+01:00

Når jeg om natten slukker lyset for at sove, får jeg øre på den: Lyden fra varmtvandsrørene. Den begynder som en stille tikken. Et tik hvert andet sekund. Ti sekunder, måske tyve. Så er der en pause. Jeg vender mig i sengen og er netop på kanten af søvnen, da et klonk bryder stilheden. Det følges op af flere gange tik og går over i en hel serie klonk. Så begynder trægulvet at give sig med små smæld henne i hjørnet omkring varmtvandsrøret.

Enkelte nætter er lydene på mirakuløs vis mindre påtrængende. Sådan var det forleden, og jeg lå frydefuldt og vuggede i søvnens brænding, lige dér, hvor man mærker, at man er på vej til at blive ført med ud af den næste bølge, da en borende, summende larm brød som en udstrakt eksplosion gennem natten ude fra stierne i det såkaldt grønne område. En boret knallert! Jeg var lysvågen igen. Jeg tændte lys, stod op, drak vand og krøb tilbage i min seng, da lyden af det monstrøse motorkøretøj havde fortonet sig. Jeg slukkede lyset og trak vejret dybt.

Så var den der igen. Som lyden af en gal hveps sendt gennem en forstærker.

Om morgenen er der trampen og trippen og trasken af trin på trapperne ude i opgangen. Det dumpe suk, når glasdørene går op og i, den dybe metalliske klirren, når risten ude foran tynges ned af et menneskes vægt. Og dagen igennem skærer dørtelefonernes højspændte summen timerne i stykker. Der er dem, der holder fingeren på opkaldsknappen i flere sekunder af gangen, når deres opkald ikke straks besvares. Jeg får lyst til at slå.

Og trafiksuset går som en hvid støj gennem lydbilledet, fra klokken fem morgen til klokken tolv nat. Lejlighedsvis hvinende bremser, hylende sirener og i morgenstunden mågernes skrig, når de flyver ind fra havet, eller hvor de nu har opholdt sig.

Om sommeren er børnene ude på plænerne: Pigernes højfrekvente hvin, drengenes spottende latter. Ofte samles de i klynger nede foran husets vinduesside og råber af deres lungers fulde kraft op til deres mødre på altanerne: - Moar, Moaaar, Moaaaar!
Så fyger det med efterspurgte legesager ned forbi mine ruder. Med små bump lander legetøjsbiler, blinkende dukker og vandkanoner i græsset.

I december og januar høres, når man mindst venter det, de hvinende sus, når raketterne farer til himmels, og drønene over tagene, når de eksploderer i kunstig stjerneregn. Værre endnu: Det øresønderrivende brag, rudernes klirren, der efterfølges af et vakuum af stilhed og den kvælende fornemmelse af mit hjerte, der går i kramper i mit bryst, halspulsårens dunken, når et kanonslag flænger det tidlige mørke.

Jeg lever i et lydtæppe fyldt med metaltråde, flossede kanter og gammelt snavs. Jeg krymper i min hud, stopper ørerne til og skrumper ind til næsten ingenting, mens mine nervespidser rejser sig som en hel hær af soldater på spring.

Pinligt, Lauritz.com!

2010-01-19T21:23:00.004+01:00

Var tæt på at falde ud af lænestolen her til aften, da jeg i DR.1 Nyhederne hørte, at autionshuset Lauritz.com har afvist at sætte en fabeltegning af den såkaldte Muhammedtegner Kurt Westergaard på auktion. En tegning, som absolut intet har med Muhammed eller Islam at gøre og som Westergaard ønskede at bortauktionere til støtte for jordskælvsofrene i Haiti. Lauritz.com vil tydeligvis ikke associeres med kunstnere, der vover at give fundamentalistiske kræfter kamp til stregen. Pinligt, Lauritz.com!

Kurt Westergaards sædvanlige galleri, Galleri Draupner i Skanderborg, har nu bestemt sig for selv at bortauktionere værket. Hurra for Galleri Draupner!

Nobelpristager anno 1909

2010-01-15T13:18:00.003+01:00

Henrik Wivel og Anne Marie Bjerg står bag en ny samling af Selma Lagerlöfs udødelige tekster. Du kan læse min anmeldelse her.

Selma Lagerlöf:
Fortællinger, legender, essays og taler
Antologi
Red. Henrik Wivel
(Oversat af Anne Marie Bjerg)
Gyldendal 2009

Fra Garbers til Sørensen

2010-01-12T16:46:00.004+01:00

Lotte Garbers´ erotiske univers er ikke noget for mig. Du kan læse mere om, hvad der tænder mig af, i min anmeldelse af værket på Sentura.

Læs mere her om smalben og smældende stiletter.

Du kan også blive klogere på, hvad jeg mener om svigagtige arkitekter og troløse præstefruer, om evighedens åndedrag i den jyske provins og om Wallander i tusmørke.

Lotte Garbers:
Prøverummet – erotiske fantasier for kvinder
Noveller
Pretty Ink

Jette Kaarsbøl:
Din næstes hus
Roman
Gyldendal

Knud Sørensen:
Naturligvis
Digte
Gyldendal

Henning Mankell:
Den urolige mand
[Oversat af Lilian Kingo Kure]
Roman
Gyldendal

Glædelig jul!

2009-12-24T10:35:00.005+01:00

Kirkefolk

2009-11-13T18:27:00.006+01:00

Det handler om kendte personer fra Kirkens verden i mine seneste anmeldelser på Senturas hjemmeside.

Her gælder det Henrik Stampe Lunds værk om Johannes Møllehaves forfatterskab.

Henrik Stampe Lund:
Ord fra hjertet - Johannes Møllehaves forfatterskab
Essays
Gyldendal 2009

Og her drejer det sig om Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman om Hildegard von Bingen.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen:
Hildegard
Roman
Gyldendal 2009

Efterår

2009-11-13T09:47:00.000+01:00

En bitterligt kold vind går gennem kastanjens lasede løvværk i dag, løsner et blad eller tre, kaster dem som løse pletter ud over plænens gulnende græs. Regn striber ruderne. Du sidder helt stille på din stol og mærker efteråret snige sig ind på dit liv. Det bliver tidligt mørkt nu. De lange dage og lyse nætter er uigenkaldeligt forbi.

Op al den ting

2009-11-10T22:47:00.007+01:00

Mobiltelefoner og headset og jetset og glatte frontcovers og mingling og smalltalk og netværk og priser der stiger og stiger systemer og krydser og mødekalender problemløsning jobsøgning innovation fremme i skoene branding og bowling og wannabe-golfsving og porno og pubber og rodløse unge konflikter og brændende biler og voldtægt muslimer lokalpolitik byfornyelse ludomani og integration mordbrand og hverdagens helte og breezer storcentre bubber og barbie og fastfood og slowfood og globalisering faldne soldater og halal og halbal og selvbruner stofblomster salsa og techno og manden med hus forbi skidne facader og oplyste ruder lygter og bilos og skubben og puffen og lugten af grillmad og pizza parfume og nogen der råber i blæsten og grønt lys og gult lys og rødt lys og bremser kvalme og svimlen og hånden der ryster imens verden vælter ind over en

- Når det der er virkelig vigtigt
er den

stilhed

som sitrer i luften

i det en dråbe løsner sig
og falder

fra et
blad...

Høsten

2009-11-07T10:56:00.005+01:00

Så kom de med hvidt lys og truende mumlen rullende ind gennem nattens mørke. Som en invasion af en fremmed magts hær. Vi så på hinanden med ængstelige øjne og trak os tilbage ind bag husets mure.

De høstede majsen på markerne. Til morgen ligger landskabet åbent og vidtstrakt. Vi trækker vejret til bunds igen, mens vi mærker kold novemberfugt sive ind som en begyndende sorg under huden. Det drypper fra alle træer, og de faldne blade klæber til sålerne. Krageskrig over mørk muld og stubbe under en bleggrå himmel.

Aktiveringskurser til debat

2009-11-04T14:19:00.003+01:00

Så er der igen kritik af ledighedssystemet. Denne gang gælder det de såkaldte aktiveringskurser. Se et indslag fra TV2 Fyn og læs kommentarer her. Jeg har givet mit besyv med under overskriften Varm luft og Hjerterfri. Hvor mit navn er forsvundet hen, tør jeg ikke gisne om...

Kastanjevej

2009-10-27T10:45:00.008+01:00

Vinden suser hvid om vore kroppe. Vi stormer af sted hen ad gaden, fortovets fliser forvandles til en flydende stribe af gråt under gummisålernes lette tråd. Vi har været i kiosken, vi har lommerne fulde af slik købt for mønter, som Kirsten har fundet i sin mors frakkelommer. Der lå også en kastanje, mat af ælde. Nu drejer vi ned ad den vej, hvor huse med spir og blyindfattede ruder gemmer sig bag tætte tujahække og voluminøse kastanjetræer.

- Syntes du om Helle? råber Kirsten til mig gennem suset.
- Det ved jeg ikke, siger jeg og tænker på Helles honninggyldne hår og unge smil.
På vej hjem fra skole var vi indenom den beværtning, Kirstens far driver i indre by. Der kan vi altid træffe ham lidt over middag. Som altid havde han jakkesæt på og et mønstret silketørklæde om halsen. Han stod lænet op ad baren og lod blikket glide op under loftets mørke bjælker, ned over porcelænsfigurerne, der udsmykker væggene, og hen over bardiskens matte flade, imens han talte med en tjener klædt i sort og hvidt. Hans ene hånd legede med den gyldne urkæde, der hang ud af hans jakkelomme, den anden lå på Helles runde hofte.
- Se, sagde Helle, smilede rundt og rakte sit håndled under pelsærmet frem, - se mit nye armbånd, det har din far lige givet mig, Kirsten, er det ikke smukt?

Kirstens mor ligger, hvor vi forlod hende, da vi gik ud og lod egetræsdøren falde i bag os, på den hårde winchestersofa i stuen med de tunge gardiner trukket for mod dagslyset.
- Hun har migræne, siger Kirsten og klaprer op ad trapperne foran mig.
Hun nævner ikke flaskerne fra maghonibarskabet, som står fremme fyldt med sjatter på det lille sofabord.

Hen under aften står Kirstens mor op. Vi hører hende skramle i køkkenet. Så trænger duften af mad op ad trappen, hen over reposen og ind på Kirstens værelse.
- Jeg har lavet frikadeller, siger Kirstens mor og forsøger at virke glad, da vi kommer ned og kigger ind i køkkenet, hvor det flyder med potter og pander.

Vi spiser ved et langt mørkt bord. Lysekronen er slukket, men lampetterne på væggene udsender et dæmpet lys. Kirstens mor forsøger først at konversere, men vi mumler blot ned i tallerkenerne, generte over hendes høje, kantede krop, hendes blanke blik og anstrengte smil. Kirstens mor sukker, går i stå og ser træt ud. Hun spørger, om der er noget, vi vil se i biografen? Så henter hun sin pung og giver os penge til billetter.

- Hvis de skal skilles, siger Kirsten, da vi går hjem ad de regnvåde blanke gader i lygternes gule skin, - så vil jeg bo hos Helle og min far. De er altid i godt humør.

Mørket er dybt om de tilbagetrukne huse, og det drypper tungt fra kastanjerne.

Rifbjerg, Syberg, Thykier

2009-10-15T16:44:00.005+02:00

Klaus Rifbjergs Memento Mori
Klaus Rifbjerg:
Dagstelegrafen
Roman
Gyldendal 2009

Karen Sybergs udviklingsroman
Karen Syberg:
E20
Roman
Rosinante 2009

Mikkel Thykiers lille grå
Mikkel Thykier
Godmorgen Columbus
Prosasamling
Gyldendal 2009

Botanisk Have

2009-09-25T09:28:00.007+02:00

Sønnen og jeg har været en tur i Botanisk Have her i september.

Selv i gråvejr og snuskregn lyser nøkkeroserne med en egen glans.

En lille sort fugl trippede rundt på bladene i vandkanten. (Jo, den er med på fotoet - lige til venstre for midten.)

En uforfærdet fiskehejre nød udsigten.

Vi fik lov at komme ganske nær - om end hejren så også lod aldeles uinteresseret og foregav at være faldet i søvn.

Så er det altså sådan

2009-09-24T11:18:00.001+02:00

Vi vinker farvel til vore drømme
de ligner hvide måger
med retning mod havet
ind under aften
Så er det altså sådan det er
vi nivellerer vore længsler
afstemmer håbet med realiteten
synker en smule mere ned i mosset
dybere nu dag for dag
accepterer uden nævneværdig smerte
at himlen blot er et astronomisk fænomen
vi erindrer glimtvis men stærkt
bærer den tyngde med os i cellerne
ind i skumringstimen
Så er det altså sådan det er
at blive ældre

De venter på Weekendavisen

2009-09-18T11:04:00.005+02:00

- Jeg kan se det i spejlet, siger Stella, - jeg er ikke så smuk, som dengang jeg var seksten.

Det er sandt. Hun har sneglespor i håret og skuffede træk skiftende med smilerynker om de lyse øjne.

- Skønheden sidder i sjælen, siger Sigurd. Han smiler for sig selv og ser ud over græsset, hvor spindelvæv skinner i septembersolen.

Sådan taler de sammen den morgen i september. Der er sol og sølv og noget sent i luften. Det er en fredag, så de venter på Weekendavisen.

Senere skal de læse den sammen ved bordet i stuen eller måske på terrassen. Præcis som de gjorde, dengang det var sommer. Det er stadigvæk ikke for sent.

Spor 6

2009-09-08T11:00:00.006+02:00

Flaksende letter en sodsværtet krage
fra spærenes mørke over perronen
mens jernbaneskinnernes blanke skrig
trækker striber af længsel
langt ind i september

Sensommersols skarptegnede mønstre
i strenge sorte metalkonstruktioner
plyssæder stemmer signalfløjtens hvislen
så flimrer stammer forbi langs med sporet

På gensyn min Elskede
gensyn min Elskede
Elskede
Elskede
Elskede

Den røde trillebør

2009-09-02T09:09:00.003+02:00

"So much depends upon a red wheelbarrow"

En romance med skriften

2009-08-27T09:59:00.005+02:00

En romance med skriften er, hvad jeg finder i Thomas Krogsbøls tirrende digtsuite Areola.
Læs hele min anmeldelse her.

Thomas Krogsbøl:
Areola
Poesi
Borgen 2009

Digte fra dårekisten

2009-08-27T09:50:00.004+02:00

Jeg har anmeldt Niels Simonsens erindringsdigte fra hans ungdoms ophold på sindssygehospitalet Augustenborg.

Niels Simonsen:
Datoer
Digte
Gyldendal 2009

Citronerne

2009-08-21T07:58:00.003+02:00

Dér står de så, tidlig morgen i køkkenet, han med armene lagt om hende bagfra. Hun mærker varmen fra hans hud gennem natkjolens tynde bomuld, og han nynner og spreder duft af sol og honningsødme om dem, mens de ser gennem vinduet ud på natteregnens spor i alt det grønne.

Og så er det, hun pludselig igen kommer til at tænke på citroner. Og de kommer springende, citronerne, som små gule bolde med kold, skarp lugt, og de falder ned fra loftet, slår tilbage fra gulvet, og hun kan slet ikke styre dem.
- Citroner, siger hun syrligt, -citroner, citroner, citroner!

Og han viger bestyrtet tilbage (han kan ikke fordrage citroner og slet ikke forstå, hvor de nu kom fra) og begynder at slå om sig, slå efter de der citroner, og han rammer hende, så hun får tårer i øjnene, og hun bukker sig ned og samler citroner op og kaster dem efter ham, selvom hun slet ikke vil det, og han flygter, og hun følger efter for at forklare, hvad hun ikke kan forklare, og han hører ikke, hvad hun gerne ville sige, han hører bare lyden af citronerne, der ruller over gulvet, springer over dørtræet, triller ud i alt det grønne foran deres hus.

Sekunder senere er han forsvundet i en sky af hjulspindsstøv, hvirvlet op fra et sted centimeter under fugten fra i nat, og hun vender sig om og går indenfor og græder lidt, da hun igen står i køkkenet i citroner op til anklerne og længes efter sol og honningsødme og ikke har nogen anelse om, hvor længe han nu skal være sur.

Hva'?

2009-08-18T10:42:00.008+02:00

Som mine faste læsere vil vide, fik jeg for to år siden indsat et såkaldt T-dræn i højre trommehinde, da jeg gennem længere tid havde været plaget af en voldsom øreinfektion. Dengang medførte operationen en kolossal lettelse, som holdt sig frem til forsommeren i år, hvor jeg igen begyndte at opleve problemer med min hørelse, voldsom træthed, svedanfald og intens trykfornemmelse i hovedet.

En undersøgelse i sidste uge viste en væsentlig hørenedsættelse på højre øre, og min ørelæge sagde, at drænet nu syntes at gøre mere skade end gavn.

I går blev drænet så fjernet - igen under fuld narkose, på grund af min nærmest fobiske rædsel for ørebehandlinger. Sønnen fulgte mig ind til operationen på øreklinikken og hjem igen, hvor han tog sig af mig nogle timer, indtil min ven kom fra arbejde og kunne tage over.

Som det ser ud nu, har jeg et hul i trommehinden, som i bedste fald vil lukke sig af sig selv. Sker det ikke, vil man forsøge at lukke det kirurgisk. T-drænet viste sig, fortalte lægen, at være delvist afstødt allerede (selvom et T-dræn vist ikke skulle kunne afstødes). Lægen mente, at det delvist afstødte dræn var årsagen til, at jeg havde haft en del gener i øret her hen over sommeren.

Nu kan jeg så blot afvente for at finde ud af, om min hørelse på højre øre bliver normal igen, eller om vi taler om en permanent skade. I dag har jeg fortsat tyngdefornemmelse i øret, dertil en fornemmelse af at hulrummene i og omkring øret er stoppet ud med træuld eller kapok, tendens til svimmelhed og altså nedsat hørelse. Endelig er trætheden også fremherskende, hvilket godt kan vare ved, hvis ikke min hørelse når op på sit normale niveau igen.

Som normalthørende kan man ikke rigtigt forstå, hvor mange livsområder et hørehandicap griber ind i. (Jeg kunne i hvert fald ikke selv forstå det, før jeg for et par år siden første gang erfarede det på egen krop.) Og omverdenens mangel på forståelse bliver endnu en byrde, den hørehandicappede må bære.

Har du eller en, du kender, høreproblemer, vil jeg derfor anbefale denne side, som jeg er faldet over i min søgen efter mere dytgående oplysninger om, hvordan det er at have et hørehandicap, og hvad man kan gøre for at hjælpe sig selv eller en anden i den situation.

Anton får en ny cykel

2009-08-15T17:13:00.009+02:00

Jeg lukkede ham ind i opgangen en dag sidste vinter, drengen. Han stod bleg og rundhovedet i det kolde ovenlys fra den elektriske lampe i vindfanget og kaldte hulkende ind i dørtelefonen. Udenfor var det allerede mørkt. Snefoget dansede koldt og tæt i det gule lys fra lygterne langs vejen.

- Hør, sagde jeg, da jeg åbnede døren for ham, imens jeg så ned i hans tårestrimede ansigt - hvad er det med dig? Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?
Hans far ville ikke lukke ham ind, forstod jeg, mellem de mange hikst og hulk, der fortsat fik hans brystkasse under vindjakken til at hæve og sænke sig som i krampe. Hans mor var ikke hjemme, og hans far havde besøg, og nu ville han ikke lukke ham ind.
- Nå da, sagde jeg og tog ham om de smalle skuldre under det tæt barberede og usædvanligt store hoved, - kom, så følger jeg dig op.

Vi standsede foran min overbos anonyme trædør på første, og jeg bankede på: En, to, tre. Så ventede vi.
- Hvad er det nu, du hedder? spurgte jeg drengen, for selvom jeg ofte havde set ham og hans ældre søster og havde vekslet bemærkninger om vejr og vind med begge forældre, kunne jeg i det øjeblik overhovedet ikke erindre mig deres navne.
- Anton, hviskede han og lignede en Anton.

Så blev døren åbnet.
- Hej, sagde jeg, - Anton stod her nede i vindfanget og var ked af det, fordi han ikke kunne komme ind.
- Kunne du ikke komme ind? sagde Antons far til drengen og så ud som en Anton i voksenstørrelse. Det mindste af hans øjne under den runde, plyssede isse trak sig en smule sammen.
- Nej, hikstede drengen og blev stående.
- Nå, nå, men kom så ind med dig da.
- Anton mente, at du ikke ville lukke ham ind, indskød jeg, idet jeg omhyggeligt undgik at lægge tryk på ordet "ville".

Jeg fulgte min bemærkning op med et afvæbnende smil, imens jeg bestræbte mig på at aflæse Senior, som selv ved en tidligere lejlighed havde nævnt en gammel voldsdom, han løb rundt med, og som for ikke længe siden havde råbt og skreget af et af børnene deroppe, som var det en granvoksen mand, han gjorde udfald mod. Dengang havde jeg været alvorligt på vej til at gå op og banke på. Eller ringe til ordensmagten.

Senior så overrasket ud, åbnede døren en smule, rakte ud efter drengen og trak ham indenfor, imens han stak mig et halvt forlegent grin.
- Nej da, selvfølgelig må han komme ind. Måske har dørtelefonen ikke virket. Det sker af og til.
Og Senior drejede hovedet en smule og stirrede intenst på panelet, hvor dørtelefonen hænger.
- Det kan være, sagde jeg.
Anton var allerede ude af syne.
- Tak for hjælpen, sagde Senior og skubbede døren til.
- Selv tak, sagde jeg, vendte mig og gik ned.

I går løb jeg på Senior, da jeg var på vej ind til mig selv. Han kom ned ad trappen, slæbende på en flyttekasse. Jeg nikkede og sagde hej og skyndte mig med nøglerne, for Senior har før været mere end snakkesalig ude på trappen, når vi løb på hinanden, og når han først kommer i gang med at tale, får han kartofler i munden og snupper endelser af, så man ikke aner, hvad manden egentlig siger. Man må bare forsøge at nikke og sige hm med nogenlunde passende mellemrum.
Men denne gang standsede Senior ikke op, og hans nik var forbeholdent. Jeg undrede mig over, at jeg ikke havde set nogen flyttevogn på gaden.

Senere på eftermiddagen lød der bump og stemmer ude på trapperne. Seniors trængte igennem.
- Ja, halvvejs råbte han, oprømt, - det skal sgu blive helt rart at blive sig selv igen!

Det var mandesnak. Kammerat til kammerat. En bemærkning og en tone af den slags, som mænd bruger overfor hinanden og overfor sig selv, når deres følelsesliv og relationer brænder sammen. En bemærkning, der skal give udtryk for en frejdighed, som ikke er til stede. Jeg-klarer-mig-sgu-alligevel-bedre-uden-dig-din-so-jargonen.

Ind under aften var der lyde igen. Jeg kunne ikke identificere dem, men gik ud i entreen og kastede et blik gennem dørspionen.
Det var Anton, der stod der med ryggen til og det runde hoved sænket og skramlede med noget, jeg ikke havde vidvinkel nok til at se, hvad var.

I nat bragede teknomusikken så løs fra en lejlighed henne i den næste opgang. Bassen drønede gennem murværket, dunkede i sengens puder. Døvende musik, trancemusik med en aggressiv puls. Det stod på time efter time, og jeg var oppe flere gange og tænde lys og vende sider i min roman, før der, efter et par afsluttende sentimentale popnumre, blev ro hen ad halv tre. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Senior, der holdt indflytterfest, alt imens han sendte et fuck dig-budskab ud i natten til sin kone og siden græd snot ned i en bajer.

Længere er han altså ikke flyttet. Det kunne ligne ham. Senior og familie er altid flyttet fra en opgang til en anden her i bebyggelsen.

Drengen har fået ny cykel. Jeg så den til formiddag, da jeg skulle ud. Dér står den i indhakket lige under trappen, skinnende med sin orange lak og de forkromede fælge, prangende med sit brede styr. Så var det altså den, han skramlede med i går aftes.

Fragmenter af en sommer

2009-08-02T09:48:00.018+02:00

Sometimes there's so much beauty in the world I feel like I can't take it, like my heart's going to cave in.
(Ricky Fitts i American Beauty)

Det er maj, og et tæppe af vilde stedmoderblomster breder sig, hvor hybenroser før har dækket grunden.

"Hvide brude" kalder min ven de blomstrende tjørne.

Gammelrosa græsser langs markvejen medio juni.

Himlen i trolddomslys hen under aften.

Nr. Lyngvig Fyr en blå dag sidst i juni.

Vesterhavet!

I Heines fodspor op langs Ilsefloden i juli.

Og en svanefamilie holder til i søen i den lille by for foden af Brocken.

Danmark på grænsen mellem juli og august. En skov af tungt frugtsommelige rønnebærtræer.

Regnduer

2009-06-19T12:09:00.002+02:00

To duer ligger væltet på plænen, vinkende hver en vinge mod himlen, som druknende i den øsende regn.

Tavshedens hus

2009-06-03T09:22:00.004+02:00

Øjentrøst og læbeløs blomstrer overstadigt
ved døren
til den tavse families hus.

Desperationen vokser i baghaven.

Hjemligt

2009-05-18T13:52:00.006+02:00

Hun føler sig fremmed i støvfri lokaler, ængstelig ved lyse tæpper, retvendte græsstrå i parcelhusplæner og den skarpe duft af skyllemiddel. Et hjem er vel til for at blive brugt, siger hun, som selv er vokset op i et hjem med brugt klaver, med stabler af bøger i hjørner på gulvet og slidte pletter på sofaens armlæn. Der er mærker efter kaffekopper på det mørke skrivebord i hendes stue. Det er hjemligt - som vaserne fyldt med syrener, løjtnanshjerte, akelejer, smørblomst og forglemmigej eller de gule pragtrølliker med lugt af ukastreret hankat, som hun slæber til huse sidst på sommeren. Hun er til striber af regn ned over ruden, til pytter, der knager af frost, til blæst over marker og i duvende træer og duften af nybagte boller. Hun er til blomstrende kløver, til lugten af solvarme køer og lærkesang strejfende himmelblåt, dugtunge klatrende roser og byger af væde fra rødtjørnen, man måtte dukke sig under for at nå frem til husets indgangsdør. Hun har hjemve, men det, der var, er ikke mere til som andet end erindring.

Nu trækker hun bambuspersiennerne ned og skaber en verden, der ligner den, hvor sollyset faldt gennem grønt løv ind i stuen i en længst svunden barndom. Det er hjemligt.

Telefontrådene synger

2009-05-18T13:22:00.010+02:00

Jeg har mistet den, siger hun, lyden af telefontrådenes sang. Vi gik over broen i frostvejr en aften i nittenniogtres - og de sang. Måske det i virkeligheden var i halvfjerds. Vi var på vej op til biblioteket. Himlen lyste glødende mod mørket bag de nøgne træer. Isen bredte sig fra åens stejle skrænter, og sneen knirkede beklemt under sålerne. Hør, sagde min mor, telefontrådene synger! Nu har jeg mistet den. Lyden. Jeg husker kun, at den var der.

Så græder hun lidt over det. Uden lyd.

Giftig familiekrønike

2009-05-14T19:02:00.004+02:00

En norsk succesforfatters roman om en dysfunktionel familie, gennem tre generationer, er udkommet på dansk. Jeg har anmeldt den her.

Anne B. Ragde:
Arseniktårnet
Rosinante 2009

Det starter med mord

2009-05-14T18:55:00.003+02:00

- men er det derfor en krimi?
Læs, hvad jeg mener om den sag her!

Pia Juul:
Mordet på Halland
Tiderne Skifter 2009

He's back...

2009-04-20T22:43:00.004+02:00

MARTINJM genåbner!

Boganmeldelser i lange baner

2009-04-14T22:36:00.003+02:00

Efter længere tids pause, som følge af tekniske problemer, er der nu igen kommet gang i Senturas webmagasin. Det er ensbetydende med, at en ny stribe boganmeldelser, jeg har begået gennem de seneste måneder, endelig er offentligt tilgængelige.
Nedenfor kan du klikke dig direkte ind på de enkelte anmeldelser.

Er vi i grunden så forskellige?
Juliane Preisler: Privatpersoner

Intet Kina før Marco Polo
Hanne Ørstavik: Kaldet - Romanen

Rifbjergs blå time
Klaus Rifbjerg: TIME OUT- En forårselegi

En rendyrket fornøjelse
Áudur Ava Ólafsdóttir: Stiklingen

Ørnbøls absurde univers
Brian P.Ørnbøl: Himmelhotellerne

Fotografisk præcise portrætter
Mette Thomsen: Seks

Vårlys

2009-04-13T11:07:00.005+02:00

Henover påsken bliver lyset skarpere. Står vi med front mod solen, svinder træer og buske, allerede nu, ind til mørke konturer med flimrende, glitrende kanter. Med ryggen vendt mod den står det friske græs, de bløde skud, de hårde knopper og mossets tuer frem i nærmest anmassende saftigtgrønne nuancer. De blå og de rosa kulører, hvor granernes bark er sprækket, springer i øjnene som små eksplosioner, og druehylden udklækker troldeunger, på hver kvist, med grønne broccolihoveder omgivet af bourgognerødt strithår.

Skovmyrerne myldrer i tusindtal som et levende spejlsort tæppe kastet ud over tuen, spreder sig ud over grunden. Den tørre, solvarme, flisdækkede plads foran brændeskuret er et af de foretrukne steder. Den rene, sødlige duft af nykløvet brænde, der ligger til tørring under halvtaget, tiltrækker dem. Selv op ad døren til skuret vandrer de.

Humlebierne er dukket frem, så kolossale, så lodne og bamselignende som aldrig før. De brummer tungt over græs og lyng, hviler lidt i solens stråler på en varm, hvid sydmur. Én vover sig for tæt på en bøtte regnvand, der står ude på terrassen, og må reddes op på det tørre. Langsomt vågner den til live, slæber sig med sin gennemblødte pels hen mod de blomster, vi har lagt i dens nærhed, klatrer op i dem, suger næring, samler kræfter, overlever nok en dag.

I skoven afholder fuglene en veritabel koncert med deres gennemtrængende stemmer. Under det forårskåde kurmageri bliver de uforsigtige, kaster sig som kamikazepiloter langt ned under vanlig flyvehøjde, tynget af de kviste, de bærer i deres næb. De vipper på træernes yderste grene i vores umiddelbare nærhed eller entrer toppen af de højeste træer, hvorfra de sender deres højlydte toner ud i luften, som nu har fået klarhed og bærer lydene langt.

En morgen, jeg er gået tidligt ud, ser jeg det røde egern bugte sig som en slange, med lynsnare bevægelser, op og ned langs de endnu nøgne grene i tjørnehegnet ud mod marken. Så let det er - så gesvindt, ville man engang have sagt. Jeg følger dets bevægelser med blikket, indtil jeg distraheres af en blafrende lyd, der passerer min skulder. Det er en lillebitte fyrmejse, som har forglemt sig og er kommet tættere på, end den ellers ville. Den slår sig ned på den yderste kant af brændeskurets tag, læner sig frem og ser på mig med store overraskede øjne. Så er den væk, før jeg selv kan nå at blinke.

Gennem vinduet ser vi, i den lyse skumring - langt borte nær bakken - tre rådyr, der nipper spæde skud af hybenhegnet langs med markvejen. Deres hvide spejl skinner. Så er der noget, der forstyrrer dem, de farer sammen, sætter af sted i hastige spring og opløses, som du siger, på magisk vis i landskabet.

Da påskedagene synger på sidste vers, og du kører mig til toget, som skal bringe mig tilbage til byen, står mirabelletræerne i buskadserne langs landevejen i fuldt flor med skyer af bløde, hvide blomster. Bag markerne blåner landet ud mod horisonten, kirkespir rager op i tidlig varmedis.

Jeg stiger ombord i en overfyldt kupe, vender mig og ser ud gennem ruden. Dér står du på perronen, med lyset faldende blødt om dit ansigt, og ligner, set med mine øjne, mest af alt det vårlys, der har indtaget landet og kaldt sang og farver frem.

Søvnløs

2009-04-06T10:17:00.004+02:00

Jeg kan ikke sove. En stormflod af tanker kaster mig rundt på madrassen. Tænde lys, op at sidde, fat i pen og papir, notere ned. Klokken er lidt over to. Slukke lys, lukke øjne, om på maven, om på siden - først den ene, så den anden. Flere tanker. Det suser fra gaden, det banker i rørene. Tænde lys, op at sidde, ud at drikke vand, tilbage i sengen, fat i Proust. Lade en andens erindring strømme ind i og gennem systemet. Klokken er fem minutter i fire. Lægge bogen, slukke lyset, blive borte.

Et andet lys, et blødt lys bader mit ansigt. Jeg vender mig, presser mit ansigt ned i puden, falder hen. Så er der fjerne lyde. De kommer nærmere. Slæbende, skrabende hen over fliser, dump lyd af noget tungt, der falder i græs, en banken, mørke stemmer, skarp klingren som af metal mod metal, blød klang af træ mod metallet. Lyset strømmer ind, siver under mine lukkede låg. Jeg giver efter: slår øjnene op. Så er der skygger, der bevæger sig bag solstribede bambuspersienner og danner brudte blege mønstre på den modsatte væg. De sætter stilladser op. Det er tidligt. Jeg kan ikke sove.

Weldon i selvsving

2009-03-20T15:29:00.004+01:00

Romanforfatteren Phoebe Fox har været nødsaget til at aflyse årets store julemiddag for ægtemand, børn og svigerbørn og har i stedet ladet sig indskrive på kurstedet Castle Spa til en tiltrængt omgang afslapning og selvforkælelse for kvinder.

Ferien bliver dog noget anderledes end forventet: Snart efter Phoebe Fox og de øvrige kurgæsters ankomst begynder det underbetalte og utilfredse personale en efter en at forlade stedet, og gæsterne må finde andre former for tidsfordriv, end hvad de oprindelig havde set frem til. Nogen foreslår, at de skiftes til hver især at fortælle noget om sig selv, og resultatet bliver, at de badekåbeklædte kvinder smider den sidste rest af blufærdighed overfor hinanden på kanten af den store jacuzzi, der ganske symbolsk bobler som en heksekedel om deres nøgne fødder.

Den usminkede sandhed om personerne bag de malede øjenlåg, de kunstige bryster og de falske vipper kommer for en dag gennem barske, barokke og vanvittige historier om utro, dominerende og tåbelige ægtemænd, kærester og elskere, men også om kvinders ondskab, hævngerrighed og alt andet end søsterlige indstilling til hinanden.

Her er fortællingen om den smukke kvindelige dommer, som viser sig oprindeligt at være født som mand, her er beretningen om tvillingesøstrene - hjernekirurgen og kønsforskeren - som vælger at underspille deres intelligens for at få en mand på krogen, her er den yndige unge manicuredame, som er på vej til sit bryllup med en saudiarabisk prins, der tidligere har holdt hende indespærret, og så videre og så videre. Bedst fungerer måske historien om en stedmoders endeligt, som vender de vanlige forestillinger om stedmor og steddatter fuldstændig på hovedet og for én gangs skyld fortæller, hvordan en steddatter kan optræde som eventyrets onde dronning – eller historien om konspirationsteoretikerens overvejelser vedrørende Gramsci-projektets betydning for udviklingen af og under moderniteten.

I Kvinder på kur skildrer Fay Weldon, som vanligt, en verden, hvor jungleloven hersker bag de glittede facader, hvor hjerter spiddes under stilethæle, og hvor smudset samler sig under de ægte tæppers pænt støvsugede overflader. Det er der ikke meget nyt i, og selvom Weldon forstår at føre sin muntert dasende giftpen, så læseren bliver hængende ved teksten, er der langt mellem snapsene i denne nutidige feminine Decameronpendant. Det hele kommer til at dufte lidt for tungt og mættet af dyre dameblade og Desperate Housewives. Måske har Fay Weldon skrevet sig træt og er gået i selvsving, måske er tiden bare løbet fra de selvfede 80er-feministers udhængning af skvattede mænd og onde sted- og medsøstre. Weldons afklædte kurbadskvinder rykker i hvert fald ikke en tøddel hverken ved verdens tilstand, ved min mentale eller ved hendes hidtidige forfatterskab.

Fay Weldon:
Kvinder på Kur
Roman
Lindhardt og Ringhof 2008

Bukdahl tæller ned

2009-03-19T15:50:00.005+01:00

Skulle det være gået nogens næse forbi, vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møllers De helvedes lambier ødelægger mine sandheder (Forlaget 28/6) er med i nedtællingen til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris.

Det samme gælder Christian Bjoljahns og Martin Johs. Møllers nyligt udkomne Flytning (ligeledes Forlaget 28/6) - et værk, som undertegnede selv er overmåde begejstret for og finder værdigt til en pris - ikke kun fordi, det er med helt oppe på beatet, hvad angår nye litterære formeksperimenter, men også fordi det, sin faktuelle og rapporterende transkriptionsform til trods, udfolder en sammenhængende fortælling, i egentlig klassisk litterær forstand, for den, der forstår at finde gentagelser og sammenhænge på kryds og tværs i en tekst.

Læs Lars Bukdahls omtale af værkerne her.

Læs mere om Forlaget 28/6 og dets udgivelser.

Iværksættelse af det halvhjertede

2009-03-19T11:06:00.009+01:00

I den nye Malmrosfilm, Kærestesorger, skildres en gruppe gymnasieelevers indbyrdes relationer først i 1960erne. Handlingen udspiller sig på og omkring Viborg Katedralskole, hvor det umage par Jonas og Agnethe danner omdrejningspunkt for historien.

Lægesønnen Jonas, en sympatisk, men ikke videre stræbsom ung mand bliver nærmest tilfældigt hvirvlet ind i et forhold til den gammelkloge, ambitiøse, men fysisk og følelsesmæssigt umodne Agnethe, som han ikke er sikker på, at han er rigtigt forelsket i. Måske er det i højere grad hendes familie – hendes veltalende og litterært dannede far (spillet af Søren Pilmark) og hendes bløde storesøster - der fascinerer ham, som han på et tidspunkt bemærker.

Agnethe, der altid har følt sig som det uønskede barn i en dybest set dysfunktionel familie og har et voldsomt behov for at vide sig elsket, mærker snart, at Jonas følelser er noget lunkne, og så starter spillet: Agnethe trækker sig, og selvom Jonas først oplever dette som en befrielse, bliver han voldsomt såret, da han hører, at Agnethe har fået en ny kæreste, som han efterfølgende gør sit bedste for at slå af brættet, så han kan generobre Agnethe. Og sådan fortsætter historien slag i slag, så man fristes til at nynne den gamle Beatles-sang: You say goodbye and I say hello….

Vi møder også Birger, den fandenivoldske fyr med det rå og charmerende ydre, som hylder sin personlige (maskuline) frihed, men snart fanges ind af skæbnens – eller tilfældighedernes? – spil, den dystre og utilnærmelige Toke, der er optaget af Nietzsche og 2. Verdenskrig, lærer Boysen, der holder studiekredsmøder, hvorunder han skiftevis beder Fadervor med de unge og diverterer dem med saftige beretninger fra sin egen ungdomstid, og en række andre mere eller mindre skæve karakterer.

Kærestesorger er endnu et stykke Malmros-nostalgi og skal nydes som sådan, selvom man sagtens, hos unge anno 2009, vil kunne genkende 60er-teenagernes kejtede forsøg på at finde en plads i voksenverdenen. Så stor er forskellen på unge dengang og i dag såmænd heller ikke. Kun sproget og rammerne er forandret.

Thomas Ernst klarer sin rolle som den afdæmpede Jonas ganske hæderligt, om end der er lidt knas med hans fortællerstemme, hvor den glider berettende ind over handlingen. Her savnes lidt sjæl, der kan overbevise publikum. Simone Tang vokser i mere end en forstand (filmholdet har fulgt de unge skuespillere gennem tre år) i rollen som Agnethe. Hvor det indledningsvis er lidt for tydeligt, at hun fremsiger replikker, glider hun efterhånden mere og mere ind i sin karakter. Både Esper Svane og Jacob Grosen Pedersen er fremragende castet i rollerne som henholdsvis Toke og Birger og leverer hver især en glimrende indsats.

Malmros har sagt om Kærestesorger, at den ”handler om de små forelskelser, som skulle gøre det ud for den store, men som blev halvhjertede”. Måske er det grunden til, at man som biografgænger kan sidde med en underlig fornemmelse af alligevel at mangle noget, når man har set filmen. Det store drama udebliver, og selvom der er optræk til både dyb ømhed, voldsomme jalousiudbrud og erotiske forløsninger kommer der aldrig rigtig skred i tingene – når man lige ser bort fra sidehistorien om Agnethes fars oprør, der af omgivelserne bliver opfattet som et sammenbrud.

Manglen på dramatisk dybde kan opleves som et savn i forbindelse med denne nye Malmros-film, når man som Malmrosfan ved, hvor intenst han før, ved hjælp af gennemført underspilning, har skildret sine karakterers indre liv, men jeg tror, at det netop er på disse præmisser, værket skal opleves: Som en iværksættelse af det halvhjertede, det spirende, det endnu tilfældige og ufærdige. Kærestesorger skildrer de første famlende forsøg på at træde i karakter som voksne - og som elskende.

Kort og godt: Kærestesorger er en smal, stilfærdig og blød film for Malmroselskere, Jutlandiofile, nostalgikere og yndere af pubertetsriter.

OBS: Du kan læse og se mere om filmen her.

Niels Malmros:
Kærestesorger
Nordisk Film 2009

Okadas parallelunivers

2009-03-03T16:53:00.007+01:00

Haruki Murakamis roman, Træopfuglens krønike, starter ganske tilforladeligt i et plausibelt realunivers, som vi vel alle vil kunne genkende: Den selvvalgt arbejdsløse jurist, Toru Okada, er ved at koge pasta til frokost i det hjem, han deler med sin samlever, Kumiko, og deres - på dette tidspunkt bortløbne - kat, da han modtager et telefonopkald, som siden skal vise sig at markere et vendepunkt i hans liv.

Få uger senere forsvinder Kumiko lige så sporløst som katten, og i sin søgen efter hende bevæger Okada sig som en nutidig Orfeus ind i hidtil ukendte sammenhænge og dimensioner, som vender op og ned på hans opfattelse af liv og død, drøm og virkelighed, og viser ham sammenfald og betydninger, som han ikke i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Kumikos perverterede bror - den skrupelløse politiker Noboru Wataya, en eftertænksom teenagepige, to synske søstre, en gammel soldat, en pengestærk modedesigner og hendes tavse søn, en udtørret brønd, som giver adgang til underverdenen, og et hus, over hvilket der hviler en forbandelse, får på godt og ondt betydning for Okada og hans stædige eftersøgning af den tabte elskede.

Trækopfuglens krønike er blevet betegnet som et eksempel på magisk realisme, men i min personlige begrebsverden er den magiske realisme af en helt anderledes håndfast karakter, end de scener, som udspiller sig i Murakamis fantastiske univers. Nej, jeg vil langt hellere betegne Trækopfuglens krønike netop som en fantastisk fortælling. Her er ingen dansende kopper og ingen blegtgrønne havfruer, som vi kender dem fra bl.a. Isabel Allendes fiktive verden. Hos Murakami går realiteten så langsomt i skred, at man kun oplever en let tøven – den tøven, som siges at være et karakteristika for den fantastiske fortælling. Man kan vælge at læse værket symbolsk, man kan vælge at læse det som en psykologisk thriller, eller man kan lade værket stå åbent og tage udgangspunkt i den tvivl, som værket selv formidler, med hensyn til, hvorvidt tiden virkelig kan opfattes kronologisk, og om der mon ikke rent faktisk eksisterer parallelverdener, der kan forskyde sig ind i det velordnede univers, vi ynder at omtale som realiteten.

Trækopfuglens krønike er en mastodontroman og et moderne mesterværk med mytiske undertoner, og enhver seriøs litteraturelsker bør unde sig selv den fornøjelse at lade sig suge ind i Toru Okadas grusomme og underskønne parallelunivers.

Haruki Murakami:
Træopfuglens krønike
Klim 2001

Vedkommende danmarkshistorie

2009-03-03T15:48:00.005+01:00

Den er dansk. Men den er ikke bare dansk. Den er jysk og derfor både gammel dansk og ærkedansk. Ifølge min personlige opfattelse, naturligvis. Jeg taler om Jens Smærup Sørensens allerede voldsomt roste roman, Mærkedage, som også jeg nu omsider har fået læst og kun kan give flere roser med på vejen.

I mit hoved hænger det så firkantet sammen, at udviklingen, som nogen ynder at kalde det, og i vore dage multietniciteten og globaliseringen, starter i storbyen – altså København, når vi taler Danmark – og derfra breder sig vestover til de mere provinsielle og bagstræveriske egne. Så pyt med, at også Århus og i mindre grad Odense, efter dansk målestok, vel også må betegnes som metropoler for samfundsudviklingen. Allerede i forstæderne til disse byer støder man på en vis reservation overfor fremskridtet, om end afviklingen af det danske, som i hvert fald jeg husker det fra min egen provinsielle barndom i tresserne og fra mine forældres fortællinger, og udviklingen i retning af det internationale tilsyneladende ikke lader sig bremse. Flere steder i Jylland støder man endnu på mindelser om en tid, der var. Ja, længst ude på landet kan man af og til have en fornemmelse af at være faldet ned i en tidslomme, men det såkaldte fremskridt er og bliver uafvendeligt. Derfor er det vigtigt, at nogen skriver historien om dengang.

For hvordan var det nu det var – ikke kun i Jylland, men såmænd også på Fyn og store dele af Sjælland? Hvordan kan det være, at nogle af os stadig nostalgisk taler om de gode gamle dage, så de yngre generationer hovedrystende vender blikket mod himlen og klikker beklagende med tungen? Hvad var det, der var så ganske anderledes og aldeles fremragende før i tiden?
Det får man et ganske godt indblik i, når man læser Mærkedage.

Jens Smærup Sørensen lader de mange fortællinger, som snor sig ind og ud af hinanden hele vejen gennem denne dejligt sendrægtige roman, tale i et gammelt dansk med vendinger fra jyske lokaldialekter. Denne gennemførte sprogkolorit bidrager i væsentlig grad til at give værket dets dæmpet glødende sepiatoner.

Romanen beretter med springende kronologi om de to gårdmandsfamilier, Godiksen og Lundbæk, i Staun, og om de folk, som knytter sig til dem, gennem flere generationer. Familierne følges gennem nedslag i netop mærkedagene i deres liv: En konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en tresårs fødselsdag i 2003.
Her er stovte gamle bønder, som forventer at se deres livsværk videreført af efterkommerne, her er stræbsomme småfolk, som kæmper for at komme til fadet og frem i verden, her er kvinder, som lever et stille liv med de traditionelle kønsroller, andre, som sætter deres vilje igennem i det skjulte og enkelte, der bryder ud og sætter egen dagsorden. Her er mænd, som ser op til de gamles visdom og lytter til deres livserfaring, og der er dem, der tværtimod betragter de gamle som vrøvlehoveder og bagstræveriske høveder, som omgivelserne nok var bedre tjent med at få sendt på aftægt.

Jens Smærup Sørensen forstår på mærkværdigste vis på en og samme tid at stille sig solidarisk med sine karakterer og at udlevere dem på det grusomste. Som læser får man ikke lov til at gøre sig nogen illusioner om, at verden er Morten Korchs sort-hvid og praktisk opdelt i de gode og de onde. Hver og en har sin menneskelige brist.

Persongalleriet i denne kollektivroman er stort, og det tager lidt tid og kræver lejlighedsvise tilbageslag i teksten, hvis man vil have alle på plads i sin bevidsthed. Men forfatteren har jo da tydeligvis også haft et overordnet sigte med denne fortælling, som ikke så meget handler om at skildre den enkeltes skæbne som at skildre en egn og en tid – eller vel snarere tidens og udviklingens fremadskriden - gennem de enkelte karakterer, deres indre monologer og deres udadvendte replikker og ageren. Det er lykkedes til fulde. Her er beretningen om, hvordan Danmark er gået fra at være et samfund baseret på landbrug, traditioner og bondekultur og til at være et moderne forretningsforetagende, hvor hensynet til helheden såvel som til den enkelte – det være sig mand eller svin, folk eller fæ – er udraderet til fordel for egen økonomisk vinding.

Mærkedage skildrer, hvordan udviklingen og fremskridtet som en stormflod er skyllet ind over landet og har revet ned, hvad andre har bygget op. Her er vedkommende danmarkshistorie fortalt på den gode, gammeldags og personlige måde, så enhver burde kunne forstå den. En gave til kommende generationer – når de engang bliver gamle nok til at interessere sig for fortiden og deres rødder.

Jens Smærup Sørensen:
Mærkedage
Gyldendal 2007

En hyldest til venskabet

2009-02-24T08:52:00.001+01:00

Ida Maria Leth debuterer i dag med romanen Vejen til Signesminde. En stærk og bevægende fortælling om venskabet mellem to unge kvinder, om seksuelle og følelsesmæssige traumer og om en psykiatri, der famler i blinde.

Ulla er på sommerophold i et lille lokalsamfund, nær det sagnomspundne spøgelseshus, Signesminde, da Mathildes og hendes veje krydses på en skovsti. Senere støder de igen på hinanden, i København, og et nært venskab udvikler sig mellem den tilbageholdende Ulla og den udadvendte og fandenivoldske Mathilde.
Ulla kæmper med gamle traumer ovenpå en voldtægt, som hun ikke har turdet sætte ord på, før Mathilde gør det for hende. Men også Mathilde har ting med i rygsækken, som næppe tåler dagens lys. Det går kun langsomt op for Ulla, som på en og samme tid beundrer og irriteres over den flyvske Mathilde, som altid har nye kærester og nye projekter i hovedet og gang på gang ender i vanskelige situationer ude på overdrevet.
Mathilde rejser til USA, hvor hun bliver involveret i en sekt og voldsomt optaget af den åndelige verden. Da hun vender hjem, bliver hendes psykiske problemer tydelige, og efter et selvmordsforsøg havner hun på den lukkede afdeling, hvor hun underlægges flere behandlingsforsøg med ringe effekt.
Ulla er den vedholdende veninde, som, til trods for sin stædige og årelange indsats, føler, at hun gang på gang svigter Mathilde, og som selv er tæt på at bukke under, før hun finder vejen tilbage til Signesminde og svarene på de mange spørgsmål, Mathilde har givet anledning til. For hvad var Mathilde egentlig på vej væk fra derude i skoven? Og hvor kom de mange penge bag skabsbeklædningen i hendes lejlighed fra?

Vejen til Signesminde er fortalt lige ud ad landevejen i et letflydende sprog, og bogen er fyldt med fine skildringer af kærligheden mellem de to kvinder og af smertefulde erfaringer med de mænd, de forsøgsvis indleder forhold til. Værket er mere end noget andet en hyldest til kvinders venskab, men underliggende finder man en kritik af et overfladisk og eksperimenterende behandlersystem og af den grænseoverskridende, ansvarsløse og ofte traumatiserende seksualitet, som vist godt kan siges at være ganske udbredt i vor tid.

Kunstneren Tamara Laras omslag til bogen bør ikke forbigås. Som vanligt har hun forstået at fange bogens sjæl, og hun har her gengivet dens billede i en vidunderlig, glødende collage, hvor Mathildes viltre krøller flyder i et med sandslotte, røde sko og vilde valmuer.

Det er svært at lægge Vejen til Signesminde fra sig, når man først har påbegyndt læsningen, og efterfølgende sidder man tilbage med en stilhed og eftertænksomhed indeni og føler sig ramt på sjælen. Ida Maria Leths debutroman er et elementært underholdende og psykologisk dramatisk værk, hvor lys og mørke går hånd i hånd.

Ida Maria Leth:
Vejen til Signesminde
Roman
272 sider
199,-
Facet 2009

Klichéer og skrækvisioner

2009-02-21T17:25:00.006+01:00

Ungdomsforfatteren Lise Bidstrup skriver på sin hjemmeside, at en af hendes foretrukne genrer er fantasy. Det er man da heller ikke i tvivl om, når man først har læst hendes seneste roman, Flagermuseliljen. Denne gang har Lise Bidstrup (angiveligt) forsøgt sig med en voksenroman, men jeg har ærligt talt svært ved at se, hvordan dette værk adskiller sig fra en fantasy-inspireret ungdomsroman.

Flagermuseliljen er fortællingen om den godt trediveårige Helle, der pludselig må stå ansigt til ansigt med fortidens spøgelser og sine egne indre dæmoner, da døren åbnes til en tid, hun har lagt bag sig. Styk for styk samles puslespillet, indtil Helles erindring om det, der dengang skete, samles til en helhed i hendes bevidsthed. Undervejs skrider grænserne mellem drøm og realitet for den unge kvinde – og for læseren.

Idéen bag værket fejler ikke noget, men romanen er fyldt med klichéer, barnagtige skrækvisioner af blod og sataniske skikkelser med grøntlysende øjne på den ene side og hvide sandstrande, palmesus og bølgebrus på den anden, som får en til at gabe i kedsommelighed og undren over, hvordan en forfatter kan erklære et værk med så mange floskler og banaliteter for en voksenroman. Hele scenariet er så skarpt og skabelonagtigt skåret, at man krummer tæer af forlegenhed på forfatterens vegne.

Både sprog og billeder i Flagermuseliljen bryder gang på gang sammen, som når det for eksempel hedder sig, at ”lyden af nederlag lavmælt, næsten uhørligt, skar sig gennem moderens brystkasse”. Her er det godt nok vanskeligt at lade være med at grine højt ved tanken om det langørede hjerte, som må banke i moderbrystet. Og hvordan lyder egentlig et nederlag? Det melder historien intet om.
Hertil kommer hovedpersonens alt for ungdommelige sprogbrug. Personligt har jeg vanskeligt ved at tro på, at et voksent menneske af pæn familie vil stå på en finere natklub i selskab med kollegerne og til en fremmed kvinde sige ting som ”fis af med dig” og ”Gu’ er jeg da røv bange”.

Lise Bidstrups forsøg på at skrive en voksenroman holder ikke vand. Vandet siver stille og roligt ud i det hvide sand, som romanen er tung af. Bidstrup skal stramme sig betydeligt an, hvis hun vil gøre sig håb om, at hendes næste roman skal kunne fænge denne anmelder. Fantasi har forfatteren til overmål, men en flyvsk fantasi er ikke nok til at gøre en god forfatter – og slet ikke en forfatter af voksenromaner.

Lise Bidstrup:
Flagermuseliljen
206 sider
Kr. 199,-
Facet 2009

Stoltenborgs fodfetichist

2009-02-20T11:59:00.006+01:00

Kirsten Schmidts tredje roman, Englefjæs, drøner derud af i et hæsblæsende tempo og strejfer undervejs så mange menneskelige problemer, at man som læser bliver helt ør i hovedet. Romanen er befolket med alle tænkelige afvigere lige fra alkoholikere over eks-prostituerede og til fodfetichister. Det kunne være interessant, men bliver det desværre aldrig, fordi der ikke på noget tidspunkt bliver gået i dybden med nogen af problemstillingerne. Behandlingen af de enkelte emner får således den samme overfladiske og lettere moraliserende/politisk korrekte karakter, som den man kender fra ugebladenes brevkassesvar. Og det er rigtig, rigtig ærgerligt, når forfatteren nu har taget hul på de problematikker.

Julian er præstesønnen, der vokser op i Stoltenborg med Jesus som sin bedste ven og med sin omfangsrige familie på sidelinjen. Allerede som lille forelsker han sig i den unge hjælpepræst Lea og hendes lange røde støvler, der bliver dannende for Julians seksualitet. Sideløbende sværmer Julian for den jævnaldrende Rachel, der finder mest fornøjelse i at lege med andres hjerter. Et slagsmål mellem Julian og klassens plageånd, Brian, får et uventet udfald, da Julian ovenpå kampen rækker hånden forsonende frem mod sin tidligere fjende - og sådan går det slag i slag. Vi følger Julian gennem teenageårenes trængsler og ind i voksenalderen, hvor han tager på motorcykeltur ned gennem Sydeuropa og med hjælp fra Jesus foranstalter et mirakel foran Paven selv. Og naturligvis vender Julian hjem til Stoltenborg igen til en næsten amerikansk happy ending.

Englefjæs er trivialliteratur i højt gear. Sproget er enkelt – til tider så enkelt, at det er vanskeligt at afgøre, om bogen henvender sig til børn eller voksne. Til trods for de mange aparte skikkelser og skæbner, der befolker romanen, bærer persongalleriet præg af en indgroet småborgerlighed, som gør det lidt vanskeligt at tro på scener som f.eks. den, hvor den purunge Julian praktiserer fodsex med Lea ved familiens kaffebord.

Kirsten Schmidt vil for meget på en gang i denne roman, og derfor bliver historien i længden ganske trættende og temmelig uvedkommende, til trods for de nok så relevante emner og lejlighedsvis pudsige indfald.

Kirsten Schmidt:
Englefjæs
Roman
386 sider
199,-
Facet 2009

Forbrugerrevolution efterspørges

2009-02-05T23:22:00.005+01:00

Der er vand i kyllingerne og kviksølv i slikket. Vi, som gerne læser varedeklarationerne (hvis vi ellers har husket at få briller og lup med ud at handle), ved allerede, at de fleste varer indeholder både sukker (det gælder f.eks. varen Makrel i Tomat - helt ærligt: Makrel i Tomat?) og "spor af nødder". Enhver idiot, inklusive undertegnede, som fortsat putter det i kaffen, ved, at sukker er usundt, og der findes flere mennesker, som er allergiske overfor nødder eller i hvert fald ikke tåler dem ret godt.

At købe ind til et sundt og nærende måltid er efterhånden blevet noget af en kunst. Frugt og grønt er præpareret med diverse sprøjtegifte og dyrket på jorder, der lider under årtiers forurening. Kød kommer, for størstedelens vedkommende, fra dyr, der dagligt lider alskens pinsler under den industri, som landbruget er udartet til, og når disse dyr først har undergået transformationen fra dyr til kølediskskød, er kødet altså nu også pumpet med alskens ækelheder, som skal få det til at se mere indbydende ud for forbrugeren.

Det værste er, at vi nu åbenbart er kommet derud, hvor rigtig mange mennesker ikke længere værdsætter den rene og naturlige smag, men foretrækker sminkede madvarer fyldt med tilsætningsstoffer, som formentlig befordrer det smagsindtryk, de kender bedst. Det er der i hvert fald noget, der tyder på, når man læser artiklen i Tænk om de pumpede kyllinger.

Hvad netop kyllinger angår, så har jeg smagt økologisk kylling, som jeg så langt foretrækker for billigudgaven, som desværre er den eneste udbudte flere af de steder, hvor jeg til daglig køber ind. Jo, jeg forstår godt, at man lader sig friste til at købe den "almindelige", når pengene er små, og guderne skal vide, at mit budget sjældent er til de absolut fineste varer - "med alle de ting, som jeg ellers render og laver", som det engang hed i en reklame. Omvendt forholder det sig sådan, i hvert fald hvad den økologiske kylling angår, at der - udover en bedre smag - er langt mere substans i den, hvilket også bevirker, at den skrumper mindre under stegning og mætter mere i maven. Her kan man altså diskutere, hvad der bliver dyrest i sidste ende, hvis det ikke er tilstrækkeligt for en at vide, at den økologiske kylling (formentlig) har haft et bedre liv end lørdagskyllingen.

Og når nu vi er ved det med maden og dens kvalitet eller mangel på samme, så lad mig straks benytte lejligheden til at bringe et par ukvemsord over det faktum, at man, til trods for det store udvalg af brød på dagligvarebutikkernes hylder, ikke kan finde ét lyst brød lavet af f.eks. speltmel eller andre ældre og sundere meltyper og uden tilsætning af gær. Næh, det kræver en tur til helsekostbutikken, hvor de så til gengæld også ved, hvad de skal tage for sådan et.

Udover de ovennævnte irritationsmomenter i dagligdagen og i dagligvarebutikkerne må jeg inderligt beklage (og beklage mig over), at slik, snacks og færdigretter samt diverse fedende og sukkerfyldte produkter efterhånden er kommet til at fylde så voldsomt meget på butikshylderne på bekostning af mere lødige varer.

Som om det ikke var galt nok, så hersker der i dag et udbredt emballagetyranni, som gør det praktisk talt umuligt for ældre og/eller motorisk hæmmede mennesker at få produktet vristet ud af diverse sammensvejsede plasticpakker, dåser osv.

Jeg vil tilbage til frisk afskåret pålæg (uden vandige og andre tilsætninger) indpakket i brunt papir, til duftende, saftspændte frugter og grøntsager, der kan købes stykvis og bæres hjem i en pose - og til en enkelt hylde med slik (uden kviksølv, tak), som købmanden vejer af til en. Og jeg vil ikke være nødsaget til at betale overpriser for det i små listige specialforretninger. Nej, jeg vil have at det skal være dagligdag i enhver dagligvarebutik.

Hvordan får man gang i en forbrugerrevolution? Hallooo, er der nogen, der hører mig? Eller foretrækker I at holde fast i pumpet kylling med knogleskørhed, kviksølvsvingummi og fiberfrit gærbrød?

Asymmetrisk tid

2009-02-05T22:58:00.006+01:00

Den 26 januar (på min fødselsdag) har Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrevet et indlæg på sin blog, hvori hun refererer til en artikel i Scientific American Daily. Tak for den, Anne Lise!

Jeg må blankt erkende, at jeg endnu ikke er nået igennem hele artiklen, men jeg er allerede så begejstret, at jeg straks må viderebringe linket her på egne sider til de læsere, der endnu ikke er faldet over det inde hos Anne Lise.

Du kan læse om asymmetrisk tid her.

Borgerservice?

2009-02-05T16:31:00.009+01:00

Jeg har brugt dagen i dag på at lytte til telefonsvarere. Ikke fordi jeg har en særlig forkærlighed for netop den beskæftigelse, men fordi jeg har søgt hjælp på min mors vegne. Og det er så, i store træk, den hjælp, man kan få: En telefonsvarer, der aflirer den samme remse med opfordring til "tast selv", hver gang man ringer op til en offentlig instans.

Min mor er en gammel dame på 78. Hun lider af sukkersyge, knogleskørhed, gigt, svagt syn og begyndende demens, og nu, hvor hun flere gange er faldet og har måttet ringe efter hjælp via den anordning, hun bærer om håndleddet, fordi hun ikke selv kan komme på benene igen, ønsker hun at fraflytte sin almennyttige bolig, hvor der både er livsfarlige trapper og en have, hun ikke længere magter at passe, for at flytte ind i en lejebolig (i stueniveau og uden trapper), som min søster udlejer i sit eget hus.

Den ordning, at min mor altså kan tilbringe sine sidste år i en lejlighed dør om dør med min søster, som iøvrigt er social- og sundhedshjælper, og hvor der således vil kunne være kvalificeret opsyn med hende, forekommer både min mor, min søster og mig at være en ideel løsning, fremfor at min mor skal sendes på et plejehjem, hvilket hun meget nødig vil. Det sidste kan vi ikke fortænke hende i, da vi for få år siden så, hvordan min far meget hurtigt blev dårligere, deprimeret og mere isoleret af at komme sådan et sted hen.

Der er bare et problem: Min søster, som er afhængig af lejeindtægten fra sin udlejningslejlighed for at få sit budget til at hænge sammen, er nødsaget til ikke blot at opkræve husleje af min mor, men også at sikre sig gennem et indskud, som - det skal bemærkes - er i den beskedne ende af, hvad man ellers betaler i indskud. Min mor har ingen formue og kan ikke betale et sådant indskud af egen lomme.

Ergo har hun henvendt sig til kommunen, i håb om, at man der ville give hende et boligindskudslån. Men her lyder beskeden, ifølge min mor og til min store undren, at det kun gives til alment boligbyggeri. Ydermere hævdede den sagsbehandler, som min mor talte i telefon med, at min mor ikke havde behov for at flytte, da hun jo havde en udmærket bolig. Hendes handicap og det faktum, at hun ofte falder og flere gange er kommet til skade i den forbindelse, mente sagsbehandleren ikke kom det smør ved. Der var altså blankt afslag fra den kant.

Min mor havde dernæst kontaktet sin bank. Her ville man gerne låne hende pengene til indskuddet, men forlangte en tilbagebetaling i så store rater og over så kort tid, at min mor ikke kan magte det rent økonomisk. Aldersdiskrimination? Tænkeligt, ja, men i banken var de for kloge til at nævne, at den korte løbetid kunne forklares på baggrund af min mors alder, så det kommer vi næppe langt med.
Og så ringede min mor og var tæt på at græde i telefonen.

Altså tog jeg affære. Eller rettere: Jeg forsøgte at tage affære. For det er minsandten lettere sagt end gjort i en sag som denne. Da min mor, som følge af sin begyndende demens og deraf betingede lejlighedsvise forvirring (især i stressede og ukendte situationer) ikke altid kan overskue de beskeder, hun får, valgte jeg at starte helt forfra. Jeg ringede til Odense Kommune, hvor min mor er bosiddende, og fortalte omstillingsdamen, at jeg gerne ville tale med en sagsbehandler på min mors vegne.

- Ja, hvad drejer det sig om? spurgte omstillingsdamen.
- At min mor har brug for vejledning i forbindelse med en påtænkt flytning, svarede jeg.
- Et øjeblik, så får du Borgerservice, sagde damen.
- Jo, sagde jeg, men er der ikke noget om, at alle har en personlig sagsbehandler ved kommunen, som man kan få en tid hos?
- Jovist, sagde damen, man har mange sagsbehandlere indenfor forskellige områder, og når det handler om flytning, skal du tale med Boligydelseskontoret, så det skal du bede om, når du omstilles til Borgerservice.

Jeg blev så stillet om til Borgerservice, hvor telefonen ringede og ringede, hvorefter en telefonsvarer meddelte, at der var ventetid, da alle medarbejdere var optaget. Og jeg ventede. Jeg ventede længe. Omsider lød det, som om telefonen blev taget - og så blev forbindelsen afbrudt. Hele proceduren gentog sig, hvorefter jeg opgav at gå den vej.

Jeg vidste, at jeg nok ville få brug for min mors skatteoplysninger undervejs i forløbet, så jeg valgte i mellemtiden at ringe til Skat i Lerchesgade, som jeg havde et direkte nummer til. Her kom jeg i kontakt med en telefonsvarer, der i løbet af tre-fire minutter fik orienteret mig om alle mine valgmuligheder. For hver valgmulighed, jeg valgte, gennem tast-selv, var der flere nye tast-selv-muligheder. Omsider modtog jeg så den oplysning af den mekaniske stemme i den anden ende af røret, at de skatteoplysninger, jeg havde anmodet om ville blive fremsendt "omkring 1. marts".

Det vil altså sige, at står man og har brug for sine personlige skatteoplysninger i en vis fart, og har man - som min mor - ikke adgang til eller erfaring med en pc, så må man selv møde op på Skat i Lerchesgade og sidde i kø den time, som det erfaringsmæssigt tager, for at få udleveret papirerne på stedet. Min mor er i den situation, at hun er så gangbesværet, at lægen har forbudt hende at tage bussen, hvor hun da også flere gange er faldet. Hun har så fået bevilget taxakørsel til nedsat pris, men der er loft over, hvor mange ture, hun kan få om året. De fleste bruger hun da også på månedlige dagligvareindkøbsture. Så tak for hjælpen, fagre nye verden! siger jeg bare.

Her til eftermiddag, hvor jeg igen har siddet ved min pc, har jeg søgt på diverse sider under Borgerservice.dk og Odense Kommune for at finde noget, der kunne være relevant for min mors situation. For der er (mindst) tre ting, jeg ikke begriber i alt det her:

1. Hvorfor kan min mor ikke få (et beskedent) kommunalt lån til en privat lejebolig? Det fik jeg selv, da jeg blev skilt i 1988 og fik mulighed for at leje mig ind i den selvsamme lejlighed hos min søster, som der er tale om i denne sag.

2. Kan det virkelig have sin rigtighed, at hver enkelt borger ikke længere har en personlig sagsbehandler, som man kan henvende sig til med generelle spørgsmål, så man kan blive guidet rundt til forskellige instanser og få vejledning om, hvad man har ret og pligt til?

3. Kan det være rigtigt (moralsk og praktisk), at man som syg, ældre borger i dagens Danmark ikke kan få hjælp og støtte til at tage varigt ophold i en passende bolig efter ens eget valg og endda med mulighed for opsyn af nærmeste pårørende, når man kan få hjælp og støtte til anbringelse på et plejehjem, hvor plejepersonalet, så vidt jeg har begrebet, har nok at løbe om allerede?

Dette indlæg er ikke kun ment som et surt opstød. Dette er et råb om hjælp. Så hvis du læser dette og har forstand på eller erfaring med de nævnte områder indenfor Serviceloven (går jeg ud fra, at det er), så vil jeg være mere end taknemlig for en kommentar eller en personlig mail fra dig.

Ton ned, ton ned...

2009-02-03T22:30:00.005+01:00

I dag har jeg modtaget endnu et afslag på en jobansøgning. Nå ja, det er jo efterhånden en rutinesag. Denne gang handlede det om et job som biblioteksmedhjælper; servicering af publikum, opstilling af bøger på reoler etc. Ikke noget højtravende, men en god lille bestilling, hvor jeg kunne bevæge mig hjemmevant rundt mellem bøger og læsende folk. For udover at være uddannet indenfor det litterære område, har jeg jo også arbejdet for Instituttjenesten på Syddansk Universitetsbibliotek. Jeg mener derfor at være rimeligt kvalificeret til en sådan beskæftigelse.

Det er jeg så åbenbart den eneste, der mener. For hvor mange biblioteksjobs har jeg ikke lagt billet ind på efterhånden? Uden resultat, forstås.
Jeg har både søgt stillinger af ovenfor omtalte art og stillinger, som man ønskede besat med en person, der også kunne indgå som kulturel formidler i bredere forstand, iværksætte kunstneriske arrangementer, foredrag og lignende.

Sidstnævnte stillinger har jeg angiveligt ikke fået, fordi jeg ikke er uddannet bibliotekar. Til gengæld har jeg jo altså så ovenstående kvalifikationer og derudover flere års praktisk erfaring som billedkunstner plus nogen erfaring med både amatørteater og oplæsning. Nå ja, der kan vel være noget fagpolitisk, der dér gør sig gældende. Det har jeg jo oplevet, når jeg søgte stillinger som folkeskolelærer. (I folkeskolen skal man nemlig først og fremmest ansætte lærere med en folkeskolelæreruddannelse og ikke sådan nogen akademikersnuder som mig, har jeg forstået på en skoleinspektør, som jeg spurgte.)

Men hvorfor får jeg gang på gang afslag på stillinger som bogopsætter og udstempler? Ifølge den jobkonsulent, som jeg senest tale med i MA, kan det meget vel skyldes, at jeg skriver for varmt om min interesse for det litterære. Jeg må endelig ikke anføre nogen steder, at jeg både skriver anmeldelser og egne litterære tekster i min fritid, for slet ikke at tale om, at jeg har medvirket til at udgive en bog.
- For det er jo ikke, hvad de har brug for i sådan en stilling, sagde jobkonsulenten, de skal bruge en kuli, der ikke fortaber sig i bøgernes indhold og litterære kvaliteter.
Hun mente heller ikke, at jeg skulle fortælle om min kandidatgrad. For det ville nok bare virke skræmmende på dem, der læste ansøgningen. Fyordet er: OVERKVALIFICERET!

Jeg kan bestemt ikke udelukke, at der er noget - måske endda temmelig meget - om det, jobkonsulenten siger. Det er jeg oprørt over. Men jeg er også oprørt over, at jobkonsulenten opfordrer mig til at nedtone det, der for mig står som mine største erhvervede (og til dels personlige) aktiver, for jeg oplever det som en opfordring til at lyve om, hvem og hvad jeg er - og jeg er langt fra sikker på, at det er holdbart i længden. Idéen om at man som højtuddannet ikke kan være reelt interesseret i mindre end et akademisk karrierejob eller i stand til omhyggeligt at varetage en mindre ansvarskrævende stilling er, for mig at se, en eksorbitant desavouering af mig som person - og af andre i min situation.

Og ja, jeg bliver godt gammeldags ærgerlig, når jeg tænker på, at flere af mine gamle (unge) studiekammerater og en veninde af anden etnisk herkomst, hvis dansk, så lærenem hun end er, dog næppe kan kaldes flydende, og med en uddannelse som makeup-artist i bagagen, er blevet ansat i netop sådanne stillinger.
Grim misundelse? Tjah, men vel ganske forståelig, mine interesser, min erfaring og min litterære baggrund taget i betragtning.

Skulle jeg nogensinde komme til en jobsamtale på baggrund af en ansøgning til et job som bogopsætter, så må jeg naturligvis endelig ikke nævne den egentlige grund til, at jeg søger et job, som er så lidet prestigefyldt og så langt fra mine kvalifikationer. Nemlig den, at mit "kald" er noget, jeg beskæftiger mig med i min fritid, og at jeg først og fremmest søger et job for at kunne ernære mig selv. (Surpriiise!) Det fik jobkonsulenten også lige indskudt. For man kan åbenbart ikke have en bogopsætter, der tjener til dagen og vejen ved at sætte bøger på plads, for siden at gå hjem og sætte sig til tastaturet for selv at skrive dem. Man skulle jo nødig gå der og fantasere, imens man kører rundt med sin bogvogn. I hvert fald er der ikke nogen, der skal vide, at man fantaserer om andet end aftenens serie på TV2, eller hvad man skal lave til middag i weekenden. Næh, skal en bogopsætter brænde for noget, så skal det være for bogvognsrulning og alfabetisering uden litterære dikkedarer.

Dråber

2009-01-24T17:38:00.006+01:00

Udenfor står skoven sort i vintermorgengryet. Hun ligger og lytter lidt til den bløde lyd af regndråbers lette slag mod den mørke rude.

Hendes søn er voksen nu og sover under neonhimmel i en fremmed by.

Manden, hun elsker, kører ad spejlvåde veje i glidende lys.

Hun ligger og lytter til regnen mod ruden, til tiden, der drypper fra husets tag og forsvinder i blanke strømme ud i den dunkle nat, ind i den gryende dag.

I read

2009-01-24T17:10:00.004+01:00

to further my education, Miss Kenton.

Min yndlingsscene fra filmatiseringen af The Remains of the Day.

Omskoling og kassetænkning

2009-01-20T13:36:00.005+01:00

Både Capac og Lotte har skrevet kritiske indlæg vedrørende den tidligere "overvismand" Torben M. Andersens forslag om at omskole ledige indenfor byggebranchen til stillinger indenfor sundhedssektoren.

Jeg er enig i Capacs og Lottes kritik af forslaget og af kritikken af det menneskesyn, som det er et udtryk for. Men på baggrund af mine egne seneste erfaringer som ledig må jeg sige, at der næppe er grund til at frygte for konsekvenserne af forslaget, hvis det skulle gå igennem. Det vil sandsynligvis blot blive opført som endnu et tilbud i rækken af "hjælpsomme" tiltag, der ser så pæne ud på papiret (alt afhængig af øjnene, der ser, naturligvis), men som ikke får nogen effekt i den virkelige verden. Ikke i forhold til syge og ældre medborgere i hvert fald og heller ikke i forhold til de ledige murere, tømrere og evt. andre, som rent faktisk måtte ønske en sådan omskoling.

Jeg har i hvert fald, så sent som i går, erfaret, at ønsker man omskoling til dette eller hint, skal man opfylde så specifikke kriterier, at de nærmest lyder som magiske formler taget ud af en bog om heksekunst. Jeg forhørte mig f.eks. hos både A.kasse og Anden Aktør om muligheden for at få nogle kurser, der kunne kvalificere mig til at bestride et job som lægesekretær. Nå ja, det er ikke mit ønskejob, men ønskejobbet som forfatter står vist ikke opført noget sted i dagpengesystemets små rubrikker. Skrivende og andre kreativt tænkende mennesker er pariaer i det system. Men jeg skal jo finde noget at leve af, helst før den står på spild-af-tid-konstant-aktivering og mere stress,stress, stress.

Hos MA mente konsulenten, at det var en fin idé, for var der ikke noget med, at lægesekretærbrancen var et flaskehalsområde? Hun henviste mig til Jobcenteret, hvor jeg ville vente med at forhøre mig, da jeg af erfaring ved, at beslutningerne er meget afhængige af, hvilken person man får fat i, når man henvender sig. I stedet spurgte jeg mig så for hos Anden Aktør. Konsulenten slog op i sine tabeller og små kasser på skærmen og måtte så meddele mig, at jeg på én og samme tid var over- og underkvalificeret til umiddelbart at komme i betragtning. Havde jeg haft en almindelig kontoruddannelse, kunne jeg nok have taget overbygningen til lægesekretær. Men eftersom jeg er højtuddannet, så er der mange flere begrænsninger på, hvad jeg må ville indenfor systemet. Desuden er lægesekretærområdet ikke et flaskehalsproblem i min region, og derfor vil det i sig selv sætte en bremse for hjælpen til at få et ben indenfor der. (Uanset om jeg efterfølgende måtte ønske at søge en stilling i for eksempel Midtjylland, hvor der - ifølge konsulentens skemaer - mangler lægesekretærer).

Konsulenten sluttede af med at gentage sin lille prædiken fra tidligere møder om, at jeg nok skulle prøve at finde mig et løntilskudsjob. Han var jo godt klar over, indrømmede han, at mange virksomheder udnytter den støtte, som de herigennem får til ansættelse af en ledig, og at jeg - i offentligt regi - ikke ville få mere udbetalt end min dagpengesats, men det var dog muligt, at jeg ville få fastansættelse til reel løn efterfølgende... Ja, vi kender remsen.

Uanset mine ovennævnte erfaringer og uanset mit ønske om og forsøg på således at finde en nødløsning ved at søge et job som lægesekretær, så finder jeg det dybt kritisabelt, at beslutningstagere og andre personer med mulig indflydelse på regeringens politik betragter individer som slet og ret arbejdskraft - røde brikker, blå brikker, gule brikker - som man kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Jeg har altid haft den opfattelse, at når en sagsbehandler, A.kassekonsulent eller en anden i en tilsvarende stilling sidder overfor en ledig, så bør det være vedkommendes fornemste opgave at hjælpe den ledige udfra hans eller hendes personlige ønsker. Som tingene er i dag, foregår tingene den anden vej rundt. Den ledige er blevet en brik, der skal passes ind i et større spil, der åbenbart går ud på at danne et pletfrit billede ud mod gaden af regeringens arbejdsmarkedspolitik. For nogen ser det hus måske pænt ud på overfladen, men det er bygget på træpæle, og der er råd i fundamentet.

Og lad mig så tilføje, at hvad angår idéen om at omskole ledige indenfor byggebranchen til stillinger indenfor sundhedssektoren, så er der måske alligevel grund til at råbe vagt i gevær. For beskæftigelsesministeren kan med et pennestrøg, der godkender et sådant forslag, samtidig bremse de nybyggerier og renoveringer, som kunne få netop disse ledige i relevant arbejde. Og noget tilsvarende gør sig såmænd nok gældende indenfor flere områder. Det frie initiativ er efterhånden ved at drukne i bureaukrati.

Dyrene

2009-01-15T11:34:00.002+01:00

De ved, at dyrene er der. De tramper stier gennem græsset under de høje graner, rundt om egekrattet og ud og ind mellem tjørnene i hegnet ud til marken. Men det er kun i drømme, de ser dem. Eller i et glimt fanget ind midt i et spring tværs over vejen, når de kører i efterårsmørket med lygterne tændt.

Også fuglene er der. Som en hastig, fjedrende flaksen af vinger et sted oven over deres hoveder. Står de stille og venter, sker det også, at de ser dem flyve i stødvise ryk- stigende, dalende, stigende, dalende - fra træ til træ, smutte fra kvist til kvist, mens de kvidrer og kalder. Altid på afstand. For langt væk til, at man kan være ganske sikker på, om det nu er en skovspurv, en rødkælk eller måske en fremmed fugl.

Men en morgen, den næstsidste dag i november og velsagtens fordi blæsten, natten forinden, har fejet frø af planterne og kastet dem på jorden, er der fuglekvidren og tjiirp, tjiirp, tjiirp under vinduerne, der vender mod syd. De står ganske stille bag ruderne og ser både gulspurv, musvitter og skovspurve samle frø på fliserne, der grænser op til den mossprængte plæne. Ovre i den dryppende tjørn sidder en rødhals og puster sig op. Så hopper den ned på en lavere gren og forsvinder bag stammens grågrønne bark. En rødbrun bølgebevægelse går over græsset - som en serpentine, der pustes ud - forsvinder ud af syne og kommer igen. Den buskede hale rystes, som om egernet danser en afrikansk stammedans, så bukker det sig lynsnart ned, samler noget op med poterne og piler op ad den nærmeste stamme med sit hittegods anbragt i munden.
Lidt efter ankommer de sjældent besøgende halemejser med vippende, langstrakte halefjer og sort-hvide tegninger. De sender spinkle lyde ud i luften, men bliver ikke længe. Det er som om, de blot kommer for at hilse på og straks må tage afsked igen.

De ser ikke dyrene. Men når de følger stierne, som de vel må træde hen under aften eller så tidligt om morgenen, at endnu ingen er vågne, finder de små runde lorte i græsset. De minder om spejderhagl uden støv. Dyrene har afsat fine og dybe kløftede spor, hvor den fugtige jord ligger nøgen. Det drypper fra træerne, og septembers og oktobers blødt, spændstige svampe er faldet sammen til fedtede, sortbrune masser, der minder om noget, der er fisket op fra havet, hvor det er dybest, eller noget fra en fremmed planet. Vinden har lagt sig, og de fleste fugle går tidligt til ro. Kun en utidig kragefugl eller to kalder med bratte, klaprende lyde, der minder om klangen, når man slår to stykker tørt træ mod hinanden.

Morgenbøn?

2009-01-13T11:28:00.007+01:00

Jeg er enig med Bertel Haarder. Naturligvis skal der bedes morgenbøn i de danske skoler. Vi lever i et samfund, som i århundreder har bygget på kristne (protestantiske) værdier, hvilket synes at have været til gavn og glæde for befolkningen som helhed. De værdier skal vi videreføre, og morgenbønnen er et udmærket sted at begynde.

Kritiske røster råber op om, at generel indførelse af morgenbøn i skolerne er et udtryk for en farlig fanatisme, at børnene (børnene!) selv skal have lov at vælge, og at den kristne bøn vil sætte skel mellem kristne børn og børn, som tilhører andre trosretninger.

Nu har vi i Danmark, Gud være lovet, ikke blot tradition for at bygge på kristne værdier, men også tradition for at oplyse og uddanne. Det gælder også indenfor det religiøse område. Skolebørn i Danmark undervises således ikke blot i kristendom, men også i andre religioner. Netop derfor er der ingen grund til, at fanatiske sekulære kræfter forsøger at modarbejde det kristne fundament, som det danske samfund bygger på. Og hvad angår børnenes(!) ret til at vælge, så er jeg af den opfattelse, at de færreste børn (om nogen) er i stand til at træffe et sådant valg.

Fadervor er ikke i sig selv et instrument for fanatiske fundamentalistiske kristne kræfter, og det kan den næppe blive, så længe den bedes under en fælles morgensamling med eller uden efterfølgende morgensang, og så længe børnene altså undervises i religion og ikke kun i kristendom.
(Og jo, jeg går også ind for morgensang med tekster fra den danske sangskat, som giver børnene et tiltrængt indblik i dansk historie og kultur.)
Fadervor kan - også fra en mere pragmatisk synsvinkel - opfattes som en tekst, der rent symbolsk udtrykker en anderkendelse af, at der findes noget større end mennesket. At forestille sig noget andet er, i mine øjne, et udtryk for både snæversyn og arrogance.

Principielt mener jeg heller ikke, at et barn, som er opdraget i en anden religiøs tradition, skal kunne fritages for den kristne morgenbøn, sådan som jeg altså forstår, at den praktiseres i enkelte skoler nu - og evt. skulle praktiseres i flere. Det er der to grunde til. For det første opfatter jeg, som det fremgår ovenfor, den kristne morgenbøn som et led i dannelsen og oplysningen af det menneske, der skal indgå i det danske samfund. For det andet mener jeg ikke, at forældre bør nægte deres børn et indblik i andre religiøse retninger, end den, som de nu selv tilhører, netop fordi barnet, når det vel at mærke vokser til og har tilstrækkeligt mange informationer og erfaringer at træffe en beslutning ud fra, skal kunne vælge sin egen vej - også i trosspørgsmål.

Indenfor den protestantiske tradition markerer konfirmationen det tidspunkt, hvor barnet skønnes i stand til at træffe et sådant valg. Den linje kunne man måske så vælge: At barnet/den unge, kunne fritages for morgenbøn efter fjortenårsalderen.

Svøbt i stilhed

2009-01-12T23:11:00.006+01:00

Der er nætter, hvor jeg sover svøbt i stilhed. Et sted, hvor freden er så stor, at jeg kan synke i den som i sort vand under isen. Jeg kan lytte ind i mørket. Jeg kan høre Evigheden. Sidste nat forkyndte en svag og rytmisk brusen, som af Vesterhav og vinger, at det blæste stort og stærkt i graners kroner. Jeg blev vugget i søvn til lyd af bølgeslag og et elsket åndedræt med bløde toner.

Morgenavisen

2009-01-06T14:04:00.004+01:00

Niels Ole hedder han. Men det har de fleste vist glemt. For dem er han bare Nilo, selvom han jævnligt minder folk om, at han rent faktisk har et rigtigt navn. Han er en rund mand med bamset sexappeal, måne, blå øjne, machoskæg og tøbrudssmil. Selvom det sjældent er det, han selv ser i det spejl, som han helst efterlader tildugget, imens han står der og børster sine tænder til bruset af rindende vand. Det skal til. Det rindende vand. Ellers er der noget, der er helt forkert, og så går bevægelsen i stå. Bevægelse er en nødvendighed – om den så også kun består i bevægelsen med tandbørsten, bevægelsen frem og tilbage med håndklædet ned over ryggen eller den gode gammelkendte, som det snart er lidt for længe siden, han har mærket. Hvis Nilo nu skal sige det selv. Med håndklædet, det som også denne morgen gør det ud for frem og tilbage, slået om livet bevæger han sig gennem stuen og ind på kammeret for at finde en trøje og bukserne fra i går. Undervejs slår han lidt ud med armene for at få mere gang i kroppen. Fysiske øvelser. Det er halvhjertet. Det går nok endda.

Udenfor er morgenstunden våd. Vandet siler i en lind strøm ned over de blanke blade på den vedbendlignende tingest, der også i år sender lange krøllede spiraltråde ind over Nilos altan, hvorfra man kan skimte de røde tagsten på hospitalet overfor. Det er Kukkuk Hospitalet, som han kalder det. Så ved han, hvor han kan gå hen, hvis det bliver for meget alt sammen, som han grinende siger til dem, der gider lytte. Han kan høre suset fra trafikken på gaden, selvom havens træer tager noget af for larmen, nu hvor de står dækket af løv. I dag er der klister i den susen, fordi dækkene presser regnvandet tyndt og fladt mod den grålige asfalt.

Nilo har sat vand på til kaffe. Det foregår i en kasserolle, siden hans elkedel brændte sammen. Han kunne selvfølgelig købe en anden, men den slags koster penge, og hvorfor give dem ud på nyt isenkram, når nu kasserollen fungerer så glimrende? Han tager en rugbrødsmad med ost til sin kaffe (ingen smør, for det er ikke sundt med alt det fedt, sagde diætisten, og Nilo trænger til at tabe sig). Så bladrer han distræt gennem gratisavisen, som i aftes blev smidt ind gennem sprækken. Den stiller ham ikke tilfreds. Han skæver ud til siden gennem det lille vindue over køkkenbordet, hen over bøgerne, der står i vindueskarmen. Den, han selv har skrevet, står der også. Han har flere eksemplarer af den i en kasse under sengen. Så mange blev der nemlig heller ikke solgt. Nu forærer han dem bort til værdigt trængende. Man må jo gøre sit for at højne den almene dannelse, synes Nilo, selvom man så heller ikke får betaling for det. Utak er verdens løn. Utak. Tiktak. Toktok. Regnen trommer mod ruden på denne side af huset. Uophørligt. Men en avis må han have. Der er altså ingen vej udenom. Han må ud i det. Han tager sin sorte skindjakke på - og lærredsposen med.

Han skal tre gader hen. Regnen køler hans hoved, løber ned i hans øjne og danner mørke pletter på de lyse bukser. Han danser slalom udenom pytterne, hvor fliserne ligger i smadder. Naturligvis gør han et nummer ud af det, for at folk ikke skal synes, han tager sig ufrivilligt komisk ud. Så kommer en gammel dame imod ham med gangstativ og plasticdækken på hovedet, og han må undvige, bliver uopmærksom og træder ned i en ordentlig sø, så det kolde vand siver ind gennem hans sko, og strømpen bliver våd. Så skulle da også… Han ryster sit ben, holder balancen på det andet med begge arme strakt skråt ud fra kroppen og posen dinglende ned fra venstre hånd. Folk haster forbi med opslåede paraplyer eller sænkede hoveder og har slet ikke tid til at tage sig af ham. Det er godt det samme. Nu er han der snart. Han håber, han når at få avisen i dag. Det er ikke altid, han er tidligt nok ude. Men jo, minsandten, lykken tilsmiler ham.

Nilo sænker hovedet. Han skeler ud til siderne og bøjer sig lidt fremover, idet han nærmer sig de tre trin op til den gamle dør med jerngrebet med krummelyrer på, i hvilket den sammenfoldede avis er kilet fast. Han har efterhånden fået rutinen, behøver knap nok at standse. I hvert fald kun en brøkdel af et sekund. Så har han fat i papiret, giver folderne et let tryk og trækker avisen fri af dens fangenskab. Ned i lærredsposen og så videre, svagt fløjtende og munter igen, selvom sokken i højre sko stadig er våd. Nu skal han hjem til en ekstra kop kaffe og læse avisen, imens han hygger sig med lyden af regnens trommen mod ruden. Nu skulle dét være muligt. Der er vist nok også en præfabrikeret basse tilbage i den lille lommefryser. Imens vandet koger, og bassen bager i ovnen, kan han så tørre avisens våde sider på den lune radiator.

Nilo ved ikke, at fru Junkersen, oppe på første i huset overfor, har kigget ham ud for længe siden. Hun sidder ved sit vindue dagen lang bag de fine blondegardiner, hvorfra hun har frit udsyn til huset på den anden side af gaden.
- Som om du ikke har noget bedre at give dig til, vrisser hendes datter, når hun kommer på besøg.
- Som om det ikke er godt nok, svarer Fru Junkersen rapt.
Hun sidder som regel og ser det, når den runde herre kommer forbi og henter Andreasens avis. At det er Andreasens er der ingen tvivl om. Fru Junkersen har flere gange set ham komme ud efter den. Hun har også set det, når Andreasen kom ud og ikke fandt avisen, fordi den allerede var blevet hentet.

De første par gange, Fru Junkersen overværede tyveriet, bankede hun vredt med stokken i gulvet. Siden har hun ændret holdning. Det var efter, hun blev klar over, at Andreasen er tidligere dommer – nu pensioneret. Fru Junkersen har ikke meget til overs for dommerstanden. Når hun betænker, hvordan de hundehoveder dømte hendes stakkels bror for bedrageri. Herregud, det var jo bare økonomisk kriminalitet, og pengeinstituttet, han var ansat i, led jo ingen nød af den grund. De skulle hellere gøre noget ved de bøller, der hærger inde på Nørrebro. Ja, det er altså Fru Junkersens mening.

Når Fru Junkersen nu ser, hvor gesvindt den runde fyr dernede får lempet avisen fri af håndtaget og får stoppet den ned i sin medbragte lærredspose, klukker hun lidt for sig selv. Når hun lidt senere ser Dommer Andreasens sure, forvredne ansigt, som ulmer hvidblegt mod det tunge brillestel under det pomadiserede hår, som hun er overbevist om, han får farvet, stå i den åbne dør og stirre op og ned langs fortovet efter den forsvundne avis, dunker hun i gulvet med stokken igen. Men nu er det begejstret og af bare skadefryd.

Nytårsmorgen

2009-01-04T01:22:00.001+01:00

Nytårsmorgen er Viktor den første på gaden. Han er iført blå parka, grå hue og handsker, og han er bevæbnet med den kraftige kost og et fejeblad. Mira står ved vasken i køkkenet og ser, hvordan han, i sine sorte læderstøvler, de aflagte fra stationen, knirker gennem den hårdt stampede sne ned ad havegangen, ud på det smalle fortov og ud på gaden. Hunden er med. Den løber begejstret rundt og pløjer sne op med snuden blandt forhavens visne, hvidpudrede stauder.

Viktor ser sig om, kaster blikke mod de mørke vinduer i de andre huse, der til forveksling ligner deres eget – især nu om vinteren, hvor beplantningen i den ene forhave ikke adskiller sig væsentligt fra den i den næste. Han stiller kosten fra sig – op ad bilen - tager en plasticpose op af lommen, folder den ud og begynder at samle paprør og kulørt papir fra Nytårsnattens affyrede raketter, sole og bomber. Hun åbner for den varme hane og lader vandet fosse ud over sine hænder og ned i baljen med gårsdagens brugte glas og bestik.

Nu løfter Viktor hånden og hilser på nogen, hun ikke kan se, længere oppe ad vejen. Han rækker ud efter kosten, og så står han støttet til den, da Sigurd, slagteriarbejderen oppe fra nummer 10, nærmer sig med sine 2 meter og 8, med sit runde hoved, dumme øjne og mørkt skæg. Viktor smiler sit charmerende smil, skubber huen op over panden, ser ned og sparker med den ene støvlesnude til en snavset, hårdt sammenpresset klump sne, der må være faldet af fra undervognen. Sigurd griner og slår ud med begge arme, vender sig og ser rundt på de tavse rødstenshuse. Et øjeblik efter går han igen. Hunden har sat sig et stykke henne ad fortovet og forholder sig for én gangs skyld forbløffende rolig, som om den er blevet kølet ned af al den frost.

Viktor fejer for egen dør. Så fejer han ude på gaden. Rundt omkring bilen. Ovre i nummer 5 dukker Annemette frem i døren. Hun har sin sorte dynejakke på og røde strikhandsker. Hun nikker reserveret til Viktor, som nikker igen. Hun låser sig ind i algierens bil (det må være hans, for hun bruger den aldrig) og tænder motoren, så kabinen kan blive varm. Udstødningsgassen sender blå skyer ud i den frostklare luft, mens Annemette finder sneskovlen frem og begynder at rydde sne væk fra trappen og ned ad havegangens fliser. Bagefter skraber hun bilens ruder rene, og da hun er færdig, går hun indenfor i huset igen.

Mira tager et rent viskestykke i skabet og begynder at tørre glas og bestik af. Algieren kommer ud, iført sin pæne mørke frakke med de blanke knapper ned foran. Han kører en sort skindhandskeklædt hånd gennem sit grånende hår. Så får han øje på Viktor, der er begyndt at feje på det modsatte fortov, ovre hos de musikalske søstre, og han vinker og råber noget til ham tværs over den dæmpede durren af bilens motor. Viktor vinker igen, og algieren stiger ind i sin varme bil og svinger ud på vejen og kører. Han er sikkert på vej på familiebesøg, eller måske skal han en tur ind i klubben. Han har ikke noget arbejde. Dårlige nerver, siger han og smiler lidt trist. Det er noget med hans baggrund. Få minutter efter dukker Annemette frem. Hun børster sne af sædet på sin cykel, som har stået lænet op ad muren. Så trækker hun den ud på gaden og begynder cykelturen ud til hospitalet, hvor hun skal gøre rent, som hun gør det hver morgen. Det er begyndt at sne lidt igen.

Viktor samler den fyldte pose op fra gaden og lægger den i skraldespanden. Mira har sat de vaskede tallerkener på plads i skabet nu og løfter plasticbaljen for at hælde det snavsede opvaskevand ud i afløbet. Hun hører, at han åbner døren ind, tager jakken af, banker sne af huen og handskerne og stiller støvlerne fra sig. Der slår kold luft ind i køkkenet ude fra gangen. Hunden stryger ind med krystaller i pelsen og sætter våde potespor på gulvet. Hun peger tavst hunden hen i kurven, så bøjer hun sig og tørrer efter med en klud, før han kommer ind og får øje på sporene.

- Der er ikke mange, der er vågne endnu, siger Viktor højt gennem den halvt åbne dør, jeg var vist den første, der var ude for at rydde op!
Det kan hun høre, han er stolt af. Det er vigtigt, der er pænt ud mod gaden. Nu fik han da sat et eksempel.

Frost

2009-01-03T12:52:00.005+01:00

Den sidste morgen i det nye år ser det ud som om, Isjomfruen er fløjet gennem landskabet og har pustet på alle træerne. Støvfine krystaller har fæstnet sig til hver stamme, hver gren, hver kvist og hvert strå og dæmper jordernes brune og grønne nuancer langs med den grusvej, vi kører ad. Verden er klar, hvid og ren. Som en begyndelse.

Godt Nytår

2008-12-31T10:42:00.005+01:00

Gamle venner, nye venner, læsere og familie - ikke mindst sønnen og min private "Harry" ønskes et lykkeligt og mindeværdigt NYTÅR.

Åndemusik

2008-12-18T18:49:00.002+01:00

Så smukt, at jeg får kuldegysninger.

Trompeterne

2008-12-15T19:56:00.001+01:00

En sen nat tidligt i december ligger hun vågen i mørket og hører englene blæse i trompet, imens de drager forbi. Det kan også være svaner, der trækker sydover.

Trille overnatter

2008-12-07T12:34:00.004+01:00

Trille har tykt, blondt hår, der når ned til kæben og et bredt ansigt, og hun taler københavnsk. Hun bor sammen med sin mor oppe i det stråtækte skovløberhus, der hører til slottet. Der er ingen far i familien. Han blev i København, da Trille og hendes mor flyttede. Mira tænker på, hvordan de mon kan klare sig uden en far i huset.

- Det er ikke et slot. Det er et gods, siger mor, når Mira taler om slottet, hvor Trilles og hendes skolekammerat, Dorothea, bor. Mira kan ikke se forskel. Det ligner et slot, som det ligger der med tårne og spir inde i en stor, grøn park og med en bred grusvej op til hovedtrappen. Og Dorothea ligner en, der bor på et slot. Det er for eksempel helt umuligt at forestille sig Dorothea i skovløberhuset. Hun har korte lyse krøller, store hvælvede øjenlåg over de fjerne, blå øjne, en fint buet næse og slanke hænder. Hun taler pænt og dæmpet og helst slet ikke, og hendes bevægelser er stille og bløde. Mira ville gerne være venner med hende, men Dorothea er ikke sådan en, man bare kan gå hen og tale med. Der ligger sådan en afstand omkring hende.

Trille bander (som en tyrk, siger Trilles københavnermor, der banker kulørte kludetæpper på en snor i baghaven med en flettet tæppebanker og som selv bander lige så meget), og hun farer omkring og kan ikke sidde stille i fem minutter af gangen.
- Er hun ikke lidt rubbet? siger Miras mor, når Trille har været på besøg. Mira kan meget godt lide hende. Trille er faktisk den eneste pige i den nye klasse, som Mira taler med. Men hun kan godt få hovedpine af at være for meget sammen med hende.
- Er hun ikke lidt vild? siger mor, som også synes, at Trille stiller for mange spørgsmål til de voksne og blander sig i ting, som ikke kommer hende ved.
Mira synes også, at Trille er lidt vild. Måske er det derfor, hun godt kan lide hende. Alligevel. For hun er anderledes end Mira selv. Hvis bare hun ikke var så trættende.

I aften skal Trille overnatte hos dem. Det er første gang. Mor reder op på en drømmeseng ved siden af Miras briks på det lille værelse på første sal, der er blevet hendes, og da de har været nedenunder og børste tænder og tisse af (Mira ville egentlig helst tisse for sig selv, men Trille sætter sig bare, selvom Mira stadig står ved håndvasken, og så er hun nødt til at gøre det samme bagefter for ikke at virke underlig), men da de altså er færdige nedenunder, kommer mor ind og står i døren til værelset og siger godnat og spørger, om hun skal slukke lyset?
- Nej, dét skal du ikke, siger Trille med eftertryk og overbevisning i stemmen, for jeg kan ikke sove, hvis lyset er slukket!
Det vidste Mira ikke noget om. Det synes hun er underligt. Og irriterende. For hun kan ikke sove, hvis lyset er tændt. Men sådan bliver det altså, for det er jo Trille, der er gæsten, og man skal være høflig overfor sine gæster.

Da mor har lukket døren og er gået ned ad trappen, vender Trille sig om på den anden side, som om hun vil til at sove. Men et øjeblik efter sætter hun sig op med et sæt, peger op mod reolen og spørger Mira, om det ikke er som om, den kigger ned på dem?
Mira følger Trilles blikretning op mod den udstoppede ugle, som far fandt i en krog inde på loftet. Nu er den Miras, og den står øverst på hendes reol og ser ind i væggen overfor med sine gule øjne.

- Uhuuuuu! siger Mira drillende og basker med armene: Jo, den ser lige ned på dig, og måske flyver den ned i din seng i nat. Det gør den nogle gange, når man sover. Så breder den vingerne ud og suser rundt i værelset!
Trille vender hovedet og ser på Mira, og for første gang nogensinde ser Mira, hvordan Trille ser ud, når hun er bange. Hendes øjne bliver meget større og ligesom helt runde.
- Kan du ikke tage den væk? Kan du ikke sætte den ind på loftet? spørger Trille.
- Den gør ingenting, siger Mira så, det er jo noget, jeg finder på. Det er bare en gammel, død, udstoppet ugle. Dens øjne er lavet af glas, og i virkeligheden kan den slet ikke se noget.
- Jeg kan altså ikke sove, hvis den er der, hvisker Trille og trækker dynen helt op til hagen.

Så står Mira ud af sengen, klatrer over Trilles dyne og op på bordet og rækker op efter uglen oppe på reolen. Dens gråbrune fjerdragt er blød og luftig under hendes hænder. Indenunder er den hård og tung. Mira er ret glad for den ugle, og hun er ked af og ærgerlig over, at den nu skal ind på loftet at stå, bare fordi Trille er så fjollet. Tænk, hvis den kommer til at fryse. Der er koldt inde på loftet. Tænk, hvis den tror, at den skal blive derinde, og at Mira ikke vil have den mere. Hun får næsten tårer i øjnene.
Hun kan heller ikke lide at gå ind på det store, mørke loft alene om natten, men hun gør det alligevel, for hun vil ikke lade Trille se, at hun er bange. Det er meget besværligt at have overnattende gæster.

Da hun kommer tilbage igen uden uglen, vil Trille have, at hun skal sætte haspen på, så uglen ikke kan komme ind til dem. Mira ryster på hovedet af hende, men sætter haspen på. Det plejer hun alligevel altid at gøre, før hun sover. Mira er træt nu, og hun har ondt i hovedet. Hun lægger sig ned og trækker dynen op for øjnene, så hun kan få lidt mørke. Men Trille myrer rundt ovre på drømmesengen, så den knirker i alle fjedre.

- Hvad laver du? siger Mira.
- Jeg skal have mine trusser af! Trille siger trusser, som om det er noget, alle siger. Hjemme hos Mira siger de underbukser. Så stikker Trille en arm ud under dynen og smider sine brugte trusser, som altså ligner underbukser, på gulvet. De er lyserøde og ikke helt rene. Det kan Mira se. Hun kniber næsen sammen.
- Hvorfor tager du dem af? siger hun.
- Jeg sover ikke med trusser på, siger Trille, gør du det? Min mor siger, at det er meget bedre ikke at have tøj på, når man sover.
Mira synes, at det er ulækkert. At Trille sådan ligger der med bar numse og uden underbukser. Hvad så, hvis hun skal prutte, mens hun sover? Lige ud i de rene dyner, der dufter af skyllemiddel og solskin.

- Nå, siger mor til Mira næste dag, da Trille er taget hjem, var det hyggeligt at have gæster?
Mira trækker på skuldrene og siger ikke rigtig noget.
- Blev i uvenner? spørger mor og ser bekymret ud.
- Næ, siger Mira. Et øjeblik efter tilføjer hun: Er det ikke underligt, at Trille sover uden underbukser? Hun siger, at hendes mor siger, at det er bedst sådan.
Mor får en lille rynke øverst på næsen og siger: Det er da noget værre griseri. Og så hos fremmede mennesker.

Trille overnatter ikke igen. Mira henter uglen ind på sit værelse og stryger kærligt ned over dens bløde bryst. Det har hun det sådan set fint med.

Ja, Gerda, hold din kæft!

2008-12-06T15:41:00.011+01:00

Charlotte Heje Haase alias Spacemermaid fortsætter sine åbenhjertige reflektioner og dagbogsnotater fra 1001 tårs tøsetanker i den nye weblogroman Skydykker uden faldskærm.

Andet bind i serien (om jeg så må kalde den) om Spacemermaids op- og nedture kunne lige så vel hedde Entusiasten, for det er i høj grad rumhavfuens møde med ham, bogen handler om. Et møde, der sparker benene væk under den unge kvinde, får hende til at lette fra jorden og siden sender hende til tælling i Kleenexboksen. Hvem behøver at beruse sig i alkohol, når man har en elskelig og kropumulig "Entusiasten" til at holde en kørende på endorfiner og til at efterlade en i tvivl om, hvad i alverden, der egentlig foregår?

Jo, Skydykker uden faldskærm er først og fremmest en moderne fortælling (fra den virkelige verden) om den store og svære kærlighed. Men historien er krydret med beretninger om familien, hvor ikke mindst den bramfri og spillevende Morfar spiller en væsentlig rolle, og med fortællinger om kolleger, om gode og mindre gode veninder og om den indre Gerda, som nok skal sørge for, at man ikke kommer til at glæde sig for tidligt, at man husker på, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at man forresten både er dum og grim og har langt hjem og derfor slet ikke har fortjent hverken kærlighed eller karriere:

Nogle gange har jeg sådan en lille dame inde i hovedet. Hun har beige tøj på, stram knold i nakken og hedder Gerda. Hun siger: "Du er så dum, menneske!"

Så beder jeg Gerda om at holde kæft. Lige nu hvisker Gerda til mig, at Entusiasten ikke kan lide mig, fordi der er gået et halvt minut, siden jeg skrev en besked til ham. Har intet hørt.

[...]Hun kan også godt finde på at komme forbi, når jeg skriver. Så håner hun: "Du kan ikke en skid. Hold op med at prøve. Du er til grin. Du er dååååååårlig."

Jeg tager nu ikke Gerdas parti, for Charlotte Heje Haase, Spacemermaid også kaldet, hører, sin spinkelhed til trods (jeg har set hende på tv), hjemme blandt de tunge piger indenfor chicklit-genren.

Så ja, Gerda, hold din kæft, for Charlotte Heje Haase kan faktisk skrive. Og lur mig, om ikke hun også kan skrive andet (og mere, hviskede den fisefornemme litterat) end chicklit. Det tyder flere passager i Skydykker uden faldskærm på. Hun skal bare lige lære, hvordan hun også tøjler den luftballon, som hun af og til svæver ud i rummet i. I mellemtiden kan læserne både grine og græde over Spacemermaids hasarderede himmelflugt og de bratte styrt, der heraf lejlighedsvis følger. Uden faldskærm. Tsk, tsk, tsk.....

Spacemermaid:
Skydykker uden faldskærm
Weblogroman
Lindhardt og Ringhof 2008

Umiskendeligt jødisk

2008-11-24T15:36:00.003+01:00

Janina Katz skriver - i en umiskendeligt jødisk tone - om ophav, identitet og moden erotik i sin nyeste roman, Længsel på bestilling.

Janina Katz:
Længsel på bestilling
Roman
Vindrose 2008

Selvmordsdebat

2008-11-23T18:43:00.003+01:00

Hos Harning er der i øjeblikket en tankevækkende debat igang vedrørende selvmord. Debatten er affødt af Harnings indlæg om pressens omtale af den unge amerikaner, Abraham Biggs, som for få dage siden begik selvmord for åben skærm.
Du kan følge med og deltage i debatten ved at klikke dig ind her.

Kunst og kærlighed

2008-11-21T19:50:00.004+01:00

I Stjerne uden land cirkler Pia Tafdrup om kunst og kærlighed. En filosofisk anlagt fortælling med talrige referencer til eksistentialistisk tænkning og litteratur. Jeg har anmeldt bogen.

Pia Tafdrup:
Stjerne uden land
Roman
Gyldendal 2008

Skabelonagtige karakterer

2008-11-21T19:46:00.004+01:00

Henriette Rostrups roman I dag og i morgen er en elementært underholdende samtids- og kollektivroman, hvori forfatteren opererer med lidt for skabelonagtige karakterer. Læs hele min anmeldelse her.

Henriette Rostrup:
I dag og i morgen
Roman
Bazar 2008

Negation

2008-11-21T16:50:00.005+01:00

Det er ikke i min stue, børnene tumler. Men ovenpå. Jeg hører fjern latter, dæmpede stemmer og bump hen ad gulvet, som om de slår kolbøtter oppe på første. Det er ikke fra mit køkken, lyden af brusende smør eller duften af kogte kartofler og grønt bølger ud. I mit køkken er stille og mørkt, til jeg selv går der ud for at åbne et skab. Det er ikke i min entre, en nøgle bli'r drejet i låsen, og nogen træder ind over tærsklen med et smil på sin læbe og favnen åben for knus. Her hænger kun tomme frakker på knager, og døren er lukket og låst. Det er ikke i mit sofahjørne, en kat strækker ud med varm, pelset bug og øjne som gyldne sprækker. Her er kun den sorte pude på briksen, lænet op ad tre andre i beige. Det er ikke her i mit hjem, livet leves. Her skrives der bare om det, imens tiden tikker i varmvandsrør, og bilernes susen når mig fra gaden, hvor mørket har lagt sig som vinter i luften.

Det priviligerede panel

2008-11-18T11:42:00.009+01:00

Jeg ser af og til "Spørg Charlie", programmet på TV Charlie, hvor Michael Meyerheim har inviteret et panel af kendte mennesker til at besvare brevkassespørgsmål fra seerne.

Jeg ser først og fremmest udsendelsen på grund af den underholdningsværdi, der ligger i at høre de ofte skarpe og humoristiske udmeldinger fra de personligheder, der sidder med i panelet - og deres indbyrdes diskussioner om et givent emne.

Da jeg jo (som de fleste mennesker, vil jeg antage) holder af at få bekræftet egne meninger (og fordomme), har jeg været særligt glad, når Jens Gaardbo sad med i panelet.

Men her skal det ikke handle om Gaardbo, men om - puha, jeg tør næsten ikke skrive det - klasseskel. For jeg har opdaget, at der er et problem i den retning, når panelet af kendte mennesker (journalister, entertainere osv.) skal besvare spørgsmål fra såkaldt almindelige mennesker. Og naturligvis er det en forsimpling at se det udelukkende som et spørgsmål om klasse- eller sociale forskelle mellem spørgerne og svarerne, for jeg er udmærket klar over, at man rent filosofisk kunne indvende, at vi alle, hver især, har en subjektiv indfaldsvinkel til verden. Men lad nu det være, for der er i flere tilfælde en påfaldende enighed blandt paneldeltagerne - en enighed, som bevirker, at deres svar bliver mindre anvendelige for spørgeren, og som jeg kun kan tilskrive panelets (generelle) status som velstillede - og kendte.

Her følger tre eksempler:
En spørger skrev ind og beklagede sig over den ligegyldighed og til tider direkte uforskammethed, som mange butiksansatte udviser over for kunderne i dag - i modsætning til for bare tredive år siden. - Så ekspederer de, imens de taler privat i telefon, så lader de vente på sig ved kassen, selvom de ser, at der står en kunde osv. Spørgeren ønskede at vide besked med panelets holdning til den adfærd, og hvad man som kunde kunne gøre for at ændre på sådanne situationer.

Den eneste paneldeltager, den aften, som kunne genkende problematikken, var Jacob Haugaard, der ligeledes var alvorligt irriteret over den. Ulla Terkelsen, Niels Hausgaard og Signe Svendsen, som ligeledes deltog, syntes tilsyneladende ikke, at være synderligt bekendt med den. Terkelsen erklærede, at der, hvor hun foretager sine indkøb, er ekspedienterne sædvanligvis utroligt høflige, imødekommende og hjælpsomme. Niels Hausgaard var af den opfattelse, at man får, hvad man er villig til at betale for. Hvis man handler i discountbutikker, sagde Hausgaard, så får man også en ringere service. Det ligger i begrebet discount. Signe Svendsen mente, at hvis man selv - som kunde - opfører sig smilende og imødekommende overfor ekspedienten, så vil man få det samme tilbage.
Panelet enedes til sidst om det svar, at spørgeren skulle bestræbe sig på at gå til ekspedienterne med et venligt smil og en humoristisk bemærkning på læben.

Hmmm... Jeg tænker, at dels har de nævnte paneldeltagere formentlig råd til at gå i alt andet end discountbutikker, når de skal handle. Også jeg har i enkelte tilfælde handlet i butikker med "et vist renommé", og det er da korrekt, at her (oftest) ydes en langt bedre service. Dels bærer paneldeltagerne utvivlsomt kendthedseffekten med sig rundt på indkøbsturen. Fedterøvstendensen er jo fortsat intakt i de fleste af os.
Jeg tænker også, at det engang hed sig, at høflighed koster ingen penge. Men tiderne har åbenbart forandret sig, også på det punkt. Er det acceptabelt, at man ikke kan forvente en ordentlig betjening af personalet, bare fordi man er henvist til at handle dagligvareindkøb i Netto og beklædning i H&M? Det mener jeg bestemt ikke.

Et andet eksempel: En spørger, som åbenbart boede i et større etagebyggeri, var grundigt træt af, at andre beboere i ejendomskomplekset ikke gad gå de få ekstra meter til en ledig affaldscontainer, hvis de nærmeste var fyldt op, og i stedet smed affaldsposer og storskrald fra sig på jorden udenfor de fyldte containere. Vedkommende ville gerne have råd om, hvordan det kunne løses, da det ikke havde hjulpet at placere opslag i gården.

Efter en del snak, frem og tilbage, hvor det kom frem (dog til stor moro selv for panelets deltagere), at Meyerheim bor et sted, hvor nærmestliggende affaldsstation går under det poetiske navn "Containerhaven", og hvor Lisbet Dahl kunne fortælle, at hendes skrald bliver afhentet ved døren, om end hun også er nødt til at følge en manual for at sortere skraldet på rette måde, nåede man frem til det svar, at sprøgeren skulle købe ind til gløgg og æbleskiver og så invitere alle beboere til en hyggelig komsammen, hvor man kunne "snakke om tingene".

Nu ved jeg, som selv bor i etageejendom i et almennyttigt boligbyggeri med affaldscontainere, at de færreste beboere her ville have råd til - eller plads til - at invitere samtlige naboer til gløgg og æbleskiver og "en lille snak om tingene". Jeg ved også, at det er en blandet forsamling, der bor i sådanne ejendomskomplekser. Her har vi alt fra narkomaner over indvandrere, unge studerende, arbejdsløse, familefædre med voldsdomme i bagagen og til frakilte mødre med børn og ældre enlige. På baggrund af de få beboermøder, jeg selv har deltaget i, er jeg klar over, at det er uhyre vanskeligt for så forskellige (og - i flere tilfælde - socialt belastede)mennesker at "få en snak om tingene" og ikke mindst at nå til enighed. Den slags går langt bedre blandt socialt priviligerede, som har overskud (og uddannelse) til at reflektere over tingene og omgås hinanden på en anstændig måde selv i pressede situationer.

En tredie spørger var en mand, der netop havde rundet de 50, og som underskrev sig "Det grå guld". Han var ansat i en virksomhed, hvor han angiveligt havde været i flere år, og han vidste, at han qua sin erfaring havde en del at byde på, men han havde det problem, at han nu, efter altså at have rundet de 50, oplevede, at han ikke længere var helt så brændende engageret i sit job og heller ikke så hurtig, som han tidligere havde været. Så vidt jeg forstod, sammenlignede han sig især med yngre kolleger.

Panelet havde tilsyneladende meget svært ved at forstå problematikken. Der var almindelig enighed om, at det var alt for tidligt, at den herre begyndte at føle sig træt og uengageret. Man diskuterede så begrebet "det grå guld", og - selvom Niels Hausgaard (var det vist, eller var det mon Erik Clausen..) egentlig godt var klar over, at der fandt en selektering sted imellem unge og noget ældre medarbejdere - nåede man til almindelig enighed om, at spørgeren nok manglede selvtillid i al almindelighed. Han skulle ikke gå rundt og tro, at hans yngre kolleger (eller foresatte) ønskede at diskvalificere ham på grund af alder, for det måtte være noget, der foregik i hans eget hoved.
Paneldeltagerne kunne så i øvrigt komme med adskillige eksempler på langt ældre mennesker i deres bekendtskabskreds, som stadig var jobaktive, nysgerrige og interesserede individer, der bestemt ikke var gået i stå - ligesom de heller ikke selv var det.

Se, her tror jeg, at jeg kender nok til underholdningsindustrien og til kunstnere (panelet bestod denne aften af Lisbet Dahl, Niels Hausgaard, Signe Svendsen og Erik Clausen) til at vide, at der er helt andre arbejdsforhold, som gør sig gældende, end dem, der gælder indenfor både produktions-, kontor- og salgsvirksomheder. (Jeg har trods alt været tæt på teatermiljøet gennem mit ægteskab med en skuespiller.) Miljøet er simplethen mere levende, hvilket er med til at holde folk igang.

Desuden finder jeg det dybt forkasteligt, at dette panel vælger at sige til spørgeren, at problemet findes i hans eget hoved og ikke er reelt eksisterende. For det første er det, for mig at se, fuldt forståeligt, hvis man mister gejsten efter adskillige år i den samme trummerum, for det andet bliver de fleste af os langsommere med alderen - især hvis udfordringerne er de samme dag ud og dag ind. For det tredie er der rent faktisk noget sådant som midtvejskriser. Jeg har selv oplevet det fænomen hos flere mandlige bekendte i tidens løb. Muligheden for, at manden led under en midtvejskrise, blev overhovedet ikke diskuteret i udsendelsen. Endelig er det et alment kendt fænomen, som af og til også tages op i diverse nyhedsudsendelser, at der er en stigende tendens til, at alder og erfaring nedprioriteres på jobmarkedet til fordel for ungdom. Spørgeren har altså reel grund til at frygte for sin fremtid i virksomheden, og problemet findes næppe kun "i hans eget hoved".

Jo, jeg ved godt, at "Spørg Charlie" er et underholdningsprogram - og derfor burde man vel ikke tage det for andet eller mere end netop det. Men spørgsmålet er, om man så egentlig kan tillade sig at lave underholdningsprogrammer af denne art? Der er (tilsyneladende) virkelige mennesker, som skriver ind til paneldeltagerne i en forventning om, at de vil få kvalificerede svar, idet spørgerne, må jeg antage, går ud fra, at de mennesker, som de ser op til i anden sammenhæng, selv har livserfaring og viden nok til, at kunne behandle deres spørgsmål på en sober og reflekteret måde.

Selvfølgelig kan man trække på skulderen af spørgsmål om dårlig betjening i butikkerne og irritation over problemer med andres skrald, men problematikken med manden, der er ked af at være ved at gå bag af dansen i forhold til sit job, mener jeg, man må behandle ganske seriøst.

Jeg har savnet Jens Gaardbo i panelet under disse seneste udsendelser. Jeg kender ikke Gaardbos personlige baggrund, men jeg kender til hans sædvanlige indfaldsvinkel til Charlie-spørgsmålene, og jeg er derfor ret sikker på, at han ville have haft nogle anderledes skarpe - og empatiske - betragtninger at divertere både seerne og panelet med.

Lad mig skyndsomst tilføje, at jeg ikke hører til dem, der sætter en ære i at snobbe hverken opad eller nedad. Især ikke nedad, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg kan så udmærket unde andre mennesker de penge, som de har tjent på deres arbejde, og den opmærksomhed, der bliver både entertainere og top-journalister til del. Jeg kan også sagtens sympatisere med, at folk, der har råd til det, vælger at handle i butikker, hvor kvaliteten (og kundebetjeningen) er bedst, og at de bosætter sig i mere behagelige omgivelser end i en boligkarré af den billige slags. Jeg ville selv gøre præcis det samme, hvis jeg fik muligheden. Men især som brevkassebesvarer må man forsøge at sætte sig ud over sit eget og i andre menneskers sted. Dét mangler der noget af hos det priviligerede panel i "Spørg Charlie".

Haglbygen

2008-11-17T11:26:00.011+01:00

Nej, det er ikke let at tage sig sammen til at gå udendørs, når dagen er begyndt med kulde i stuerne og udsigt til et grumset landskab gennem regnvåde ruder, hvor blæsten har trukket dråbernes baner skæve ned over glasset.

Men først på eftermiddagen bryder et blegt lys igennem det grå skydække, skinner i de blanke, sortbrune blade, der ligger som patchwork på jorden, og glimter i dråberne, der endnu falder fra tagudhænget og træerne, og så siger du: - Vil du med?

Vi trækker i gummistøvler, halstørklæder og jakker og træder ud i en skarp vind, der løfter op i de slanke graners højtplacerede grene og rasler, med knebrende storkenæbsstemmer, i rønnebærtræernes afpillede skeletarme. Jorden er fedtet og mørk i hjulsporet, da vi begiver os ned ad vejen fra dit hus og ud i det bakkede terræn, hvor majsplanternes bleggyldne, opblødte stubbe strækker sig i snorlige rækker over de mørke marker, der står kantet af vildtvoksende hybenrosebuske i endnu gule efterårsdragter. Forrevne perlemorsgrå og blålige skyformationer jager afsted under en sart turkisblå himmel, der lysner til hvidt omkring en bleg, blændende sol.

Vi fortsætter langs med uopdyrkede jorder, hvor græsset ligger i høje, buklede tuer langs med gyldenbrune egekrat og tætte bevoksninger af næsten nøgne piletræer. I dalsænkningen ved korsvejen må vi gå varsomt udenom langstrakte sølvblanke pytter med dybe dækmærker og mudrede opkørte spor, hvor jorden glinser metallisk i lyset. Vi vælger ruten, ad det græsklædte hjulspor i dalstrøget, op til Smør-Hans og Signes hus, som endnu står tomt.

Dér dukker det frem på en skråning i læ af den bagvedliggende bakke. Selv i dette regn- og ruskvejr - og nu hvor træerne står nøgenbrune på dets langside ned mod dalen - ser det, i det mindste på afstand, idyllisk og indbydende ud. Vi går op ad bakken til huset og sniger os, endnu en gang, til at kigge ind gennem de blåmalede vinduer. Intet ser ud til at være rørt af menneskehånd for nylig. Men måske hænger det gamle, sørgmodigt dryppende tagskæg en smule lavere, end det gjorde i sommer, og langs med rygningen er det sunket lidt mere sammen - som et nedslidt, hulrygget øg.

Jeg peger op mod den gamle frugthave, der ligger adskilt fra gårdspladsen af en tæt hæk og med et par glatte bladdækkede trin op. Jeg har før fortalt dig, at æbletræet, som vi havde håbet at kunne stjæle æbler fra, er faldet, i en af efterårets tidlige storme. Der ligger det, splittet i to, sort, trøsket og dryppende ud over den højt tilgroede grund, hvor resterne af sommerens gyldenris duver i blæsten omkring to sammenfaldne, mosgroede brændestabler.

Vi tager den nyligt anlagte grusvej bag huset op forbi en nærliggende gård og videre ned - tilbage til korsvejen. Vi er højt oppe i landskabet her, og vinden rusker og bider. Bag os, mod vest, tårner et gigantisk uvejrslignende skymassiv sig op i dunkelblå toner, og jeg aner de lysere, spøgelseslignende, lodrette striber over horisonten, som indikerer heftig nedbør i det fjerne. Foran os ligger landskabet åbent, glinsende vådt og endnu solbeskinnet i et underligt drømmelignende halvlys. De bleggyldne farver gløder mod skarpgrønt græs fyldt med mørkere skygger, og støvet violet, blåsort, chokoladebrunt og dæmpet okker breder sig ud i bølger og dale og langstrakte vidder for vore øjne.

De første piskende dråber over vore hoveder slår om i småbitte stikkende hagl, der springer tilbage og ned mod jorden i små buer, når de rammer os. Vi sætter tempoet op, holder vore kraver tæt samlet om ørerne og småløber ned mod det lavereliggende terræn. Bygerne driver i slør over landskabet, men vi må sænke blikket mod iskrystallernes bombardement.

Da vi når ned på den sti, der skal føre os hjemad, har vinden blæst haglbygen videre ud over markerne, og vi kan sagtne farten og se op igen. En forsigtig solstråle dukker atter frem og lyser i en sart busks lette, citrongule løv, der synes at rotere som rosetterne på de vindmøller, vi kunne købe som børn. Vores ansigter er røde af kulde, mine bukseben er gennemblødte, og din lyse jakke mørk af fugt, da vi går op ad den fedtede efterårssti mod det lille hus i skoven.

Men vi var ude i dag, og vi så de drivende skyer, bygevejrets dunkelblå mod det lave, blege sollys og vindmøllers muntre svirren i en busk i pilekrattet. Luften var skarp og ren omkring os, og i de høje graner bruste blæsten med Vesterhavslyd. Bygevejr eller ej - hver dag har sin skønhed...

Lys i mørket

2008-11-17T09:50:00.006+01:00

Missede du TV2 Nyhederne søndag d. 16.11.08. og dermed det indslag, hvor undertegnede optræder (om end der er altså er tale om ganske korte klip - og lyrikeren kunne have ønsket sig en makeup-artist i kulissen), så er der en mulighed for at se indslaget, hvis du klikker ind på denne side, hvor nyhedsudsendelsen findes i sin helhed.

Klik ind under "Nyhederne (gratis)", klik på "se alle" og find udsendelsen under ovenstående dato kl. 19. Herfra kan du klikke dig ind på selve indslaget, der omhandler den mørke årstid, vi nu går ind i.

Fifteen minutes of fame

2008-11-13T11:08:00.004+01:00

bliver det ikke til i denne omgang. Men mindre kan vel gøre det.

I går stillede journalist og forfatter Karsten Lund, i min stue, med kameramand, mikrofoner og filter.
Nu krydser jeg fingre for, at jeg har gjort min beskedne del af arbejdet ordentligt.

Såfremt programplanlæggeren holder sit løfte, vil jeg kunne opleves i et anderledes indslag på TV2 Nyhederne enten lørdag eller søndag aften i denne uge.

November

2008-11-12T09:05:00.005+01:00

Åh, jeg frygter november, som med isnende vindpust river blade af træer, flår varme af kroppe, kaster gråtung himmel ned over byen, vrister babygråd af svimle mågers struber og skinner koldt i deres vanvidsøjne.

Åh, jeg afskyr november, skorpioners og skytters tid, hvor regnen slår som giftstik ind mod huden, hvor pludselige haglbyger bombarderer tagene, hvor ubetalte regninger hober sig op på mit dørtrin side om side med julens tilbud; glittede drømme om alt, hvad der kunne have været.

Åh, jeg kryber i ly for november, glider ind i mit indre forsvindingspunkt, skjuler mig for den nøgne hæslighed, der griner mod mig fra skidengule murstenskarréer, hvis jeg slår gardinerne fra, for blæstens buldren i udluftningskanalerne - hilser igen på min velkendte ensomhed, der rasler som en benrad for hvert vindpust, der går gennem mine illusioner.

Kærtegn

2008-11-08T23:21:00.013+01:00

Jeg ser dig bagfra - i en svag venstredrejning. Jeg ser dine hænders blide behandling af grønt, i den åbne vinkel mellem din torso og albuen, som du har bøjet, for med venstre arms hånd at fastholde forårsløg, peberfrugt, broccoli, idet du langsomt lader knivsæggen glide ned gennem vævet. Du snitter ikke. Du skærer. Med bløde bevægelser, der mest af alt minder om kærtegn.

Du skifter vægten fra ét ben til et andet, tager ét skridt bagud og straks frem igen. Det er en dans. Eller er det mon bare fordi, jeg har feber og ligger i stuen med sviende myrer i blodet og tyngde bag blikket og ser dig - du, som i dette sekund tror dig uset? Det er noget med måden, hvorpå dine kitlyse bukser falder i bløde folder og buede linjer helt ned til hælen, eller måske er det t.shirtens indigonat, kravlet skødesløst op. Synet af nakkens glatte hud over kraven. Varmen, jeg kender, mod mine læbers varsomt afrundede kys.

I vinduet foran dig spejles din baggrund. Jeg ser den som slørede pletter af mørke og lys. Du snitter ikke. Du skærer. Med langsomme, bløde bevægelser kærtegner du grønt med en kniv.

Hmm, yes!

2008-11-07T11:07:00.004+01:00

Stensamler (på sin nye strand) har i dag publiceret en dejlig sanselig tekst, som får mig til i ét spring at associere til den her.

"It's coming on Christmas"

2008-11-06T22:22:00.007+01:00

I byens centrum har de fejet de sidste blade, der stædigt klamrede sig til spinkle kviste, ned fra træerne for at plante julelys i kronerne i stedet. Jeg kom forbi, mens de gulgrønne blade endnu lå i en bunke i gruset.

Den sidste rest af sommer smidt som skarn på gaden.

Resten af dagen lød Joni Mitchells sang for mit indre øre.

Har du lidt af forårssyge?

2008-11-04T22:47:00.007+01:00

Da TV2 forleden bragte udsendelsen Operation X og gennem skjulte optagelser gik tæt på den komplet uansvarlige hormonbehandlende læge Søren Hammen, havde man - ganske fornuftigt - valgt at tekste den noget uldne lydside af samme optagelser. Det blev meningen imidlertid ikke meget klarere af. Et spørgsmål fra Søren Hammen til undercover-patienten kom i underteksten til at se sådan ud: "Har du nogensinde lidt af forårssyge?"

Jeg var lige ved at sige: Hvem har ikke det?

Men alvorligt talt siger denne fejllytning og -tekstning vist en del om MFR-vaccinens succes (den forebyggende vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, der blev indført for 25-30 år siden), eftersom begrebet fåresyge, som der retteligen var tale om, åbenbart ikke er et ord, som er almindeligt kendt blandt nutidens tekstere. Den siger også noget om de mange måder, hvorpå sproget forandrer sig - og hvorfor...

En særlig indsats fra Fynbus

2008-11-04T17:22:00.012+01:00

- Det er utroligt så mange dumme mennesker, der findes! Yndede min eksmand at sige.

Som flittig (tvangsindlagt) bruger af Fynbus kan jeg efterhånden kun give ham ret. Ydermere begynder jeg at tro, at de sløveste knive i skuffen netop har opnået ansættelse der. Lad mig komme med et par illustrative eksempler:

For få uger siden stod en nydelig kvinde af anden etnisk oprindelse på bussen på Nyborgvej i Odense med retning mod Centrum. Hun talte et formfuldendt dansk, som ikke var til at misforstå, da hun spurgte chaufføren, om han kørte til Klingenberg ved Flakhaven?

Chaufførens langt mindre velartikulerede lyde tilkendegav brøsigt, at han kørte til banegården. (- Nej! Banegården!) Det var den besked, kvinden måtte lade sig nøje med, indtil hun fik sat sig ned, og en hjælpsom ung pige, der - ligesom jeg - havde overhørt samtalen, fortalte hende, at bussen rent faktisk kørte forbi Fisketorvet, hvor hun kunne vælge at stå af i stedet.

Dem, der er kendt i Odense (herunder Fynbuschauffører) vil vide, at Fisketorvet ligger få hundrede meter fra Flakhaven og Kingenberg, imens banegården ligger noget længere derfra. Og jeg undrede mig - og undrer mig fortsat - over, hvorfor chaufføren ikke kunne være passageren behjælpelig med denne kortfattede oplysning.

I dag skulle jeg til tandeftersyn i Bellinge. Jeg studerede køreplanen grundigt hjemmefra, da jeg ved, at adskillige ruter har fået nye numre, siden køreplanen blev lavet om, og rutebilerne blev presset ind blandt bybusserne - både i køreplanen og på holdepladserne.

Ifølge køreplanen kunne jeg tage en bus (rutebil) nummer 191 til Fisketorvet klokken 10.50. Det ville give mig tid nok til at komme i banken og ordne et par indkøb, inden jeg klokken 11.25 skulle finde bus nummer 51 til Bellinge.

Jeg tog opstilling ved busstoppestedet klokken 10.46 i kulde og støvregn og ventede. En ældre dame kom ligeledes til - og ventede. En ung asiatisk kvinde kom til - og ventede. Klokken 10.55 var der endnu ikke kommet nogen bus. Den unge kvinde blev utålmodig. Nu ville hun komme for sent på arbejde, sagde hun, og dagen før havde det også været galt. Da havde bussen været et kvarter forsinket.

Klokken 11.00 var der fortsat ingen bus i sigte. Vi så på køreplanen, som var slået op på skiltet. Ifølge planen skulle der så komme en bybus nummer 91 klokken 11.06.
Vi ventede. I kulde og støvregn. Og jeg kunne se på det hele, at jeg ikke ville nå i banken og på indkøb.

Klokken 11.13 kom bybussen. En æggehovedet chauffør drejede i slowmotion sit sæde helt rundt og så op og ned ad os. Jeg rakte ham mine seksten kroner for billetten, og han måtte - som de fleste Fynbuschauffører - lige tælle en ekstra gang (hver mønt for sig - i slowmotion), for nu at sikre sig, at der også var de seksten kroner, som han vistnok først havde talt.

Jeg kunne ikke holde min mund:
- Kan du fortælle mig, hvorfor I er så forsinkede i dag? Spurgte jeg, og supplerede med den oplysning, at bussen før denne slet ikke var kommet, og at han nu selv var syv minutter for sent på den.
- Kom den første ikke? Sagde han. Næh, det vidste han søreme ikke noget om.
- Men jeg kan fortælle dig, hvorfor jeg er forsinket, sagde han og lagde konverserende en arm op over ryglænet på sit sæde.
- Det er på grund af sådan nogle pæne og dejlige passagerer som jer to... Han indbefattede den asiatiske kvinde og mig i et og samme elevatorblik.
- Ja, bed jeg ham af, det har vi ikke rigtigt tid til at tale om nu, vel?
- Og på grund af trafikken, lagde han til.
Så fortsatte turen i samme snøvlende tempo ind mod Centrum.

På Fisketorvet (klokken 11.24)gik det op for mig, at den busrute mod Bellinge, som plejede at køre fra Nørregade, nu kørte oppe fra stoppestedet på Thomas B. Thrigesgade. I skarpt trav nåede jeg op til vejen, tidsnok til at se rutebil nummer 151 med retning mod Assens blinke ud fra holdepladsen og sætte i gang. Jeg viftede med billetten og løb hen mod bussen, som heldigvis standsede. Jeg var ellers sikker på, at det var bybus nummer 51, der havde stået i køreplanen, men jeg turde ikke tage nogen chancer. Derfor spurgte jeg da også chaufføren, om han kørte til Bellinge. Det gjorde han minsandten!

Da jeg senere tjekkede min køreplan, gik det op for mig, at rutebil 151 skulle være kørt adskillige minutter forinden. Og at jeg således havde ganske ret i, at bus nummer 51 var den, jeg skulle med. Heraf forvirringen.
Men nu sad jeg i det mindste i en rutebil på vej mod Bellinge.

Efter tyve minutters kørsel gennem et gråt bybillede kom vi ud i et ligeså gråt landskab. Her opdagede jeg så, at rutebil nummer 151 ikke drejede af det sædvanlige sted for at køre op i Bellinge by. Jeg forhørte mig hos chaufføren:
- Kører du ind i Bellinge by længere fremme?
- Bellinge? Nej, så skulle du have været med bus nummer 51, som kørte derhenne! Sagde han og fortsatte ud ad landevejen.
- Hvor skal jeg så stå af, hvis jeg skal tættest muligt på Bellinge? Ville jeg vide.
- Bellinge? Så skulle du altså have været med den anden bus der! Gentog han og fortsatte ud ad landevejen.
- Hvor stopper du næste gang? Spurgte jeg - på randen af desperation.
- Ja, der er et stoppested her, og så er der et henne i krydset! Sagde han.

Nu er jeg, gud være lovet, stedkendt nok på egnen til at have en ide om, at omtalte kryds (som endnu ikke var i sigte på dette tidspunkt) vistnok var det kryds, hvorfra man kan spadsere ind i Bellinge by, så jeg trykkede på stopknappen og kom af så tæt på mit bestemmelsessted, som man åbenbart - med lidt held - kan gøre sig håb om at komme det, når man kører med Fynbus.

Høflighed koster ingen penge, siger en gammel talemåde. Det er muligvis rigtigt, for det er i hvert fald ikke høflighed - herunder den dermed beslægtede hjælpsomhed, man får for sine penge, når man stiger på en af Fynbusbusserne.

Men måske har Fynbus slået en handel af med beskæftigelsesministeren - eller har, af helt andre årsager, valgt at gøre en indsats for de mentalt mindrebemidlede, der måske nok kan køre en bus, men ikke kommunikere med brugerne. Det koster så resten af befolkningen dyrt. Både i penge, tid og almindelig irritation.

Heimdal og himmelbroen

2008-11-01T11:05:00.010+01:00

En fugtig muld- og nøddeagtig duft af svampe hænger i den friske luft i den tidlige oktoberskov, hvor løvet pletvis har skiftet kulør fra dybgrøn til brun, orangeglødende eller citrongul. Det er køligt, og himlen veksler mellem sol og skydække. Netop nu, da vi begiver os på vej ned ad en skrånende sti mod Julsø, kastes en mindre regnbyge ned over os, trommer mod løvet og pletter det lyse sand, der veksler med sort muld i de afskårne skrænter med synlige rødder på begge sider af stien. Vi ser op, i et forsøg på at afgøre, om dette er et egentlig vejrskifte, som man skal søge dækning for, eller om det blot er et kortvarigt lune af det aprillignende vejr. I samme nu stilner dråberne af, en brise løber gennem skoven og får et spinkelt træ til at kaste sine citronblade i en hvirvlende, glimtende dans ud over stien.

Der nede foran os kommer Julsøs metalblanke flade til syne bag høje løvtræers stammer. En bred trappe fører ned mod søkanten, men heroppe i en ryddet lysning ligger Hotel Julsø, som du har fortalt, at du har besøgt med dine forældre, da du var barn. Jeg bliver øjeblikkeligt indtaget i de to grøn- og hvidmalede træbygninger (en på hver side af stien) med de fine udskæringer, de små ruder, kviste og tårne.
Sæsonen er forbi, og selvom menukortet fortsat er slået op bag en lille glaslåge ved siden af indgangspartiet til restauranten, er alting stille og forladt. Her høres kun skovens susen og den bløde lyd af svagt vuggende vand i søen.

Jeg træder nogle skridt på afstand og betragter hovedbygningen med den lille stentrappe op til restauranten. Et øjeblik forekommer det mig, at jeg kan se stedet befolket af herrer med flade stråhatte, med schnurbart og stribede jakker eller med mørke jakker, høje hatte og spadserestokke, af kvinder iført møllehjulshatte og med høje kniplingskraver over musselinskjolerne, der er pyntet med brede blanke bånd i taljen.

Vi går ned ad trappen mod søen, hvis blide bølger slikker op mod bredden. Vandet er gennemsigtigt, og man kan se sandbunden og de blanke sten gennem det. Jeg får en ubændig trang til at mærke det mod kroppen, men jeg må nøjes med at finde et sted, hvor jeg kan dyppe fingrene i dets kølighed. Du kalder på mig og peger mod den modsatte bred, hvor de skovklædte bakker lyser i striber af sol, som intensiverer skyformationernes stålgrå masser. En regnbue er brudt frem og står sitrende og sfærisk over efterårslandskabet. Bifrost! Broen til gudernes bolig. Vi står i flere minutter og betragter den perfekte bue, som ikke synes at ville forsvinde igen.

En stor informationstavle er - uden sans for stedets æstetik - slået op midt på bredden. Vi læser her, at Himmelbjerget - ifølge sagnet - er hjemsted for Heimdal, der netop vogter...Bifrost. Heimdal skal varsle Ragnaroks komme ved at blæse i gjallerhornet, som kan høres i alle verdener.

Knap har vi fuldført læsningen, før en langstrakt tuden af et horn lyder over søen.
- Og dér lød gjallerhornet! Udbryder du, og vi ler og føler os lette af brisens skarpe kølighed over vandet, af gløderne i løvskoven, citronbladssværmene i luften og det sammenfald af hornets gjalden og renbuens rene tegning over bakkerne, som alt sammen må indikere, at der er mere mellem himmel og jord, og at Heimdal ganske givet står i læ af en gyldnende eg, med hornet hævet mod himlen, deroppe et sted for foden af regnbuen.

Man har rejst en flagstang ved søbredden. Nedenfor den er anbragt en simpel sten med en indskrift, hvis udsagn vi kun kan tilslutte os på denne dag, på dette sted, hvor vi fornemmer at vi står i et historiens tværsnit ned gennem tiderne og på én gang har udsigt til Det gamle Norden, før det blev kristnet, til 1800-tallet og til vor egen tid i efteråret 2008: "Jeg tror der er skønnest i Danmark".

Da vi igen står ovenfor den skrånende sti, vi først kom ad, og et kort øjeblik vender os, for at se ned mod søen, blegner Bifrost, opløser sig langsomt for at forsvinde sporløst i oktoberhimmelens grålys.

Det' lige mig!

2008-10-31T20:19:00.001+01:00

Måske du også er til den slags.

Mine mærkværdigheder - eller nogen af dem...

2008-10-24T13:53:00.007+02:00

Lotte fra Eksistens har tagget mig.

Reglerne lyder:
Link til din tagger.
Nævn reglerne i din blog.
Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours).
Tag seks andre bloggere.
Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget.

---

Her kommer så seks af mine mærkværdigheder:

Jeg skriver altid med en sort BIG kuglepen, når jeg skriver i hånden.

Jeg skal helst læse i sengen, inden jeg kan sove.

Jeg har altid papir og pen ved siden af sengen, for det er dér, umiddelbart inden jeg falder i søvn, jeg digter bedst.

Jeg "samler" på gode bogtitler.

Jeg insisterer på at sidde ved siden af min partner til større selskaber - så glem alt om bordplaner, hvis du inviterer mig, eller tag på forhånd højde for min særhed.

Jeg gestikulerer (temmelig) meget, når jeg taler.

Og jeg tagger:

Louise
Ane-Marie
Donald
Beologen
Harning
Jens

Elverpigens fortællinger

2008-10-24T12:47:00.003+02:00

Debutanten Maja Elverkilde har skrevet et værk, der absolut må frarådes som godnatlæsning. Læs min anmeldelse her.

Maja Elverkilde:
Alt det der er mit
Noveller
Borgen 2008

Det Børge er bedst til

2008-10-21T11:57:00.010+02:00

Børge løber. Det er det, Børge gør. Børge løber ind gennem landsbyen, videre ud gennem villakvarteret med gulstenshusene bag de lave ligusterhække og ud forbi den forsømte, hvide gård med møddingen på den ene side af grusvejen og fårene på engen på den anden side. Om efteråret plasker han gennem pytterne, så det sprøjter, og om sommeren sparker han støv op. Blå shorts og løbesko størrelse 46. Børge drejer til højre ud gennem bakkerne, ind gennem skovstrækket, forbi søerne, og videre, videre ud, hvor der er udsigt til åben himmel med sol eller til regntungt skydække eller til frysende himmel svanger af snarligt snefald. Børge løber. Det er det, Børge gør, for det er det, Børge er bedst til. Og de lange arme svinger, og han løfter en hånd og råber en hilsen, når han en sjælden gang passerer nogen. Børge kender de fleste, og de fleste kender Børge, fordi Børge løber i landskabet næsten hver dag, når han da ikke lusker rundt ved den lokale Brugs og giver sig i snak med dem, der ellers gider snakke lidt.

Det gider magisteren godt. Magisteren går ikke selv af vejen for en enkelt af de grønne, og selvom han ikke står udenfor Brugsen og drikker med Børge, men pænt lægger posen ind bag i bilen, ved Børge, at han er en kammerat. Ham kan man regne med, ham der medisteren. Og Børge bukker den lange krop sammen, laver sitretics med det ben, han ikke støtter på, og læner sig op ad magisterens bil, på parkeringspladsen udenfor Brugsen, støttende sig med en arm på dens tag, og siger ind gennem den nedrullede rude: "Nå hva, hva, hva så, hvordan går det mæ' familjen, øh din øh øhøh din bror, nå men alså hva' hvordan går det mæ' ham, alså ham i Brasiljen, er det ikk' Brasiljen, han bor i? Uuuuuh ja, jow, der sku' man bo. Hva', hva' hva' mæ ham så...eeh?"
Og magisteren svarer, at jo tak, det går da så vældigt. Nu er det ikke lige Brasilien, men jo, Børge har ret, det kan da godt ligne lidt. Måske... De har det da i hvert fald også med varme derovre, hvor broderen bor. Det går ellers godt, og har Børge været ude at løbe i dag?

Og Børge retter sig op et øjeblik og slår ud med en lang arm og og hæver stemmen og siger, at ouuha, jow da, det har han, men han var fandeme da lige ve' å bliw ædt af den der store hund oppe på Janssons gård. Om medisteren har mødt den?
Det har magisteren, og han er bestemt heller ikke tryg ved den store schæfer, den måde den kommer farende på og knurrer og giver hals og tér sig. Man burde nok gøre noget ved det. Manden må jo lave et aflukke eller sætte hegn op, så man kan færdes sikkert på vejen forbi gården.
"Ja sateme da!" Siger Børge, og det er lige før, han når op i falsetten, "for det er da li'godt for gal, det der mæ' øh, mæ' eh, mæ' øh den der, den der, den gal' hund dér. For det ka' da ikk' være meningen, a man ikk' mere ka' løwe en tur, sateme nej da! Ellers så må man jo melde det til eh, til øh, til eh, ja man må melde det til politiet, hva', hva' hva'? Men eeh, hvordan er det nu lige mæ' Brasiljen, jow, det var da der, man sku' bo, hva'?

Børge løber. Det er det, Børge gør. For det er det, Børge er bedst til. Børge løber ind gennem landsbyen, videre ud gennem villakvarteret med gulstenshusene bag de lave ligusterhække og ud forbi den forsømte, hvide gård med møddingen på den ene side af grusvejen og fårene på engen på den anden side. Børge drejer til højre ud gennem bakkerne, ind gennem skovstrækket, forbi søerne, og videre, videre ud, hvor der er udsigt til åben himmel med sol eller til regntungt skydække eller til frysende himmel svanger af snarligt snefald, som får Børge til at drømme om Brasiljen. Børge løber forbi Janssons gård, hvor en ny vej - udenom - nu er blevet anlagt. På sikker afstand af den gale hund. Sateme da!

Tillykke!!!

2008-10-19T10:42:00.007+02:00

Hermed de hjerteligste lykønskninger til sønnen, som fylder år i dag. Og en sang skal han naturligvis også have.

Sådan taler

2008-10-18T00:02:00.003+02:00

en sand poet.

Sommervind i hvidt sejl

2008-10-15T12:07:00.009+02:00

Den minder om sommervind i et hvidt sejl på havet, den blafren, der bølger ned gennem hans blege ansigtstræk. Og hun ved, at nu kommer det. Og det kommer. I slowmotion, forekommer det hende. Alligevel når hun ikke at gribe øjeblikket, at gribe ind, at forhindre det.

Han fører den højre fod bagud, hun bemærker, at skosnuden peger lidt indad, som når han skal sparke til bolden i klubben, og så svinger han foden fremad og rammer præcist med en dump lyd op under hundens bløde bug. Hunden hyler og letter fra jorden. Panisk søger den væk, men kommer ikke længere, end hundesnoren rækker. Skælvende kryber den sammen i det regnvåde græs. Selv tager hun to skridt fremad, rækker ud efter snoren og siger, så behersket som hun kan: - Lad mig tage ham.

Selvom hun ved, det er en stakket frist. Selvom hun ved, det vil ske én gang til. Selvom hun ved, det bliver en af de aftener, hvor han sidder med lyset slukket i stuen og spiller høj musik og spiller den af til den ene øl efter den anden, imens hunden skjuler sig i et hjørne af entreen, og hun ligger tavs i sengen ovenpå og håber på at undgå kvælertaget. Denne gang.

Gløden i grålys

2008-10-13T21:37:00.007+02:00

Et hammershøysk grålys ligger over Jylland og får efterårstræerne til at gløde i dybe intense nuancer i det bakkede landskab. Farvespillet rækker fra gulgrøn over fin citrongul til orangeflammer og nøddebrun. Her og der overrasker en dyb karmosinrød midt i det gyldne. Kulørerne træder frem på baggrund af nypløjede markers chokolademuld og den spædt lysegrønne vintersæd, der allerede danner et slør, hvor den er plantet. Der er stadig køer på græs: Sortbroget malkekvæg, de hvide køer, som jeg holder så meget af, fordi de er anderledes, og enkelte steder de brune, der med lidt god vilje kan ligne de kantede, engelskrøde køer, vi kendte til, da vi var børn, før Jersey og andre nutidige racer afløste dem.

Din søster er med os i bilen i dag, og hun inviterer på frokost i det blå på Nørre Vissing Kro, hvor en salig, varm duft af veltilberedte retter pirrer vore næsebor, så snart vi træder indenfor. Vi finder plads i et hjørne ved siden af den hvide pejs med glasindsatsen. Dugene er skinnende hvide, panelerne ligeså, men væggene er blå som den inderste kerne i en tændstiks flamme, og portierne foran hvert vindue en dyb magenta, der nærmer sig vinrød.

Brødet, der serveres i rigelige mængder, imens vi venter på hovedretten, er elastisk, når man trækker i en skive.
- Sikken dejlig krumme! siger din søster med kendermine. Hun er husholdningslærerinde og må vel nok vide, hvad det er, hun taler om. Vi smører smør på, rækker ud efter nok et stykke og så et til og overvejer kraftigt, om vi skal bede om "mere brød!". Ikke fordi det er nødvendigt, men fordi det smager himmelsk.

Det er et af de steder, hvor serveringen holder en lille højtidelig tale om maden, før gæsterne med god samvittighed kan gribe kniv og gaffel. I dag er der hellefisk i en særlig sauce, italiensk, røget skinke og perlehøne og endelig to slags oste. Alt serveres her "på en bund af" eller med "en garniture bestående af" nogle få udvalgte smagsingredienser, og tjeneren taler hurtigt og lavt med bløde vokaler og mildt, hviskende konsonanter. Da vi selv mærker retterne smelte på tungen, forstår vi, hvorfor han må tale netop sådan: Han har naturligvis været en tur i køkkenet og smagt på sagerne der, før han kom ind til vort bord.

Efter dette behagelige afbræk fortsætter vi turen gennem det grådisede landskab med flammetræerne, der nu er duggede af den milde støvregn, som også pletter ruden til i gråsølvs dråbelys. Jeg drikker landskabet ind, mærker min sjæl som et stykke trækpapir, der suger ro og skønhed til sig. Du og din søster taler søskendesnak og nævner navne, jeg kun har hørt i forbigående, eller navne, jeg aldrig før har hørt nævnt, og jeg føler mig lidt udenfor og ved siden af, men lægger mit blik til hvile i det grå og gyldne efterår, der glider forbi med vidtstrakte udsigter over kuperet terræn med langstrakte stålgrå søer, med bække og åer, med bittesmå kalkede huse, rødstenshuse, træhuse og kirketårne. Med tætte irslåede stammer op ad ræverøde skrænter. Med katte i grøfterne, falke i luften og gløder og flammer og gløder og dis over Jylland. Dér vil jeg bo, eller der - eller der, i huset i skoven, i huset bag bakken, i møllerens hus eller skovfogedhuset med udsigt over drømmenes landskab, hvor træerne altid drysser citronguld og kaster chokoladekarmosinrød langs med de snoede veje, der ligger blankvåde og indigoblå i den stadigt blidt duftende hammershøystøvregn, der trækker bløde neapelgule svampe med hasselnøddeduft frem af den fjedrende skovbund.

Jeg er vist ikke længere venner med Knud

2008-10-13T20:24:00.003+02:00

- Alectos virksomhedskonsulent, som jeg tidligere har nævnt, og som jeg ellers mente at stå på rimeligt god fod med.

Det forholder sig sådan, at Knud i knap fjorten dage ringede og ringede og ringede på begge mine telefoner omtrent tre gange daglig. Jeg havde ikke lyst til at besvare de opkald, da jeg er allergisk overfor barnepigementalitet og rigide hierarkiske systemer. Jeg tænkte som så, at hvis der var noget vigtigt, så kunne Knud enten skrive mig en mail eller lægge en besked på min telefonsvarer. Det sidste gjorde han da også et par gange, men uden at sige andet, end at han gerne så, jeg kontaktede ham. Senest sagde han dog, at han gerne ville vide, hvordan min næste jobtilbudssamtale, den som min medledige Jeppe havde formidlet, var forløbet. Den besked indløb dagen før, samtalen skulle foregå, så jeg valgte at vente med at melde tilbage. Umiddelbart efter samtalen havde jeg andre presserende planer af privat krakter, som betød, at jeg var bortrejst nogle dage.

Da jeg vendte hjem, lå der minsandten en mail fra Knud, som gerne ville have en status - og så var der forresten en stilling i Horsens, som jeg måske kunne være interesseret i.

Jeg tog en dyb indånding og skrev til Knud, som sandt var, at min jobtilbudssamtale var forløbet udmærket, men at lederen på den nye uddannelse, som det drejede sig om, rent faktisk ingen reelle opgaver havde at tilbyde mig for øjeblikket, men gerne så, at jeg henvendte mig på et senere tidspunkt, når forløbet var kommet bedre igang.
Og så skrev jeg til Knud, at jeg havde brug for at vide, hvad jeg rent faktisk havde skrevet under på at være forpligtet til i forhold til Alecto som anden aktør, da jeg syntes, at kontraktens formulering i høj grad var åben for fortolkning. Jeg fortalte Knud, at jeg har det utroligt dårligt med at føle mig åndet i nakken, at det stresser mig i en sådan grad, at jeg mærker sidste års stresstiltand blusse op igen, hvilket jeg ikke mener, at hverken jeg selv eller systemet har nogen interesse i. Jeg vil føle mig både gladere og mere motiveret, hvis jeg kan passe mine ting selv, skrev jeg til ham - og hvad jobtilbud angår, så har jeg ingen glæde af et løntilskudsjob, men må have et reelt job med en rigtig løn for at tilgodese mine personlige mål.

Knud skrev tilbage: "Min henvendelse var bare et tilbud - du fortsætter som du selv ønsker."

Nå, tænkte jeg. Det er fint. Måske jeg så alligevel har taget fejl. Måske Knud virkelig har fundet et reelt job, som jeg kan søge, i Horsens. Måske han har opfattet min første mail som lidt vel kontant. Det er der jo nogen, der gør, når jeg ruller mig ud på skrift.

Altså skrev jeg tilbage, at tilbud naturligvis var velkomne, men at jeg reelt var i tvivl om, hvornår et tilbud var et tilbud - udbudt af rent medmenneskelige årsager, og hvornår et tilbud var et tilbud, man ikke kan afslå. Det ville jeg fortsat gerne have defineret i forhold til min kontrakt med Alecto, skrev jeg. Og så fortalte jeg lidt mere om, hvilke uopfordrede stillinger, jeg har søgt, på diverse dagbladsredaktioner.

Knuds svar var kort og kontant: "God arbejdslyst."

Næh, jeg er vist ikke længere venner med Knud....

Blikket

2008-10-08T18:17:00.005+02:00

- det være sig objektivets, kunstnerens, kærestens, voyeurens eller narcissistens - er omdrejningspunktet i romandebuten Ladies fra Mara Lees hånd. Jeg har anmeldt bogen.

Mara Lee:
Ladies
Roman
Rosinante

At være eller ikke at være særligt sensitiv

2008-10-07T18:08:00.008+02:00

Janne Møller Olsen linker på sin blog til nogle interessante radioudsendelser vedrørende HSP (highly sensitive persons - på dansk særligt sensitive personer).

Jeg har i dag lyttet til dette interview med psykologen Lise August, som har speciale i Særligt Sensitive Personer. Jeg oplever mig selv og mine egne erfaringer helt præcist skildret gennem Lise Augusts beskrivelser af fænomenet.

Neuropsykolog Morten Overgaard udtaler sig om HSP-begrebet, med videnskabsmandens vanlige skepsis-grænsende-til-det-arrogante, i denne udsendelse.
Overgaard savner videnskabelige beviser for, at der rent faktisk skulle eksistere særligt sensitive mennesker.

Et sådant "bevis" savner vi, der oplever os selv som særligt sensitive, så sandelig også. Jeg stiller mig derfor gerne til rådighed for undersøgelser og eksperimenter indenfor netop dette område, hvis det kan føre til videnskabens anerkendelse af fænomenet og dermed hjælpe både mig selv og andre, der mener at falde indenfor kategorien "the sensitive kind".

Mens vi venter på tøvejr

2008-09-30T17:23:00.006+02:00

Jorden er pludselig frosset til, som det jo kan ske i Småland, og nu ligger Skarre i annekset og kan ikke blive begravet. Det er der kommet en morsom, dramatisk og sanselig fortælling ud af. Læs min anmeldelse af Karen Fastrups Begravelsen her.

Karen Fastrup:
Begravelsen
Roman
Gyldendal 2008

Fortidsøgler og andre øgler

2008-09-29T17:49:00.006+02:00

Skeletterne rasler i familieskabet, og det vrimler med fortidsøgler og andre øgler på Biologisk Institut i Sissel-Jo Gazans seneste værk.
Jeg har anmeldt bogen det sædvanlige sted.

Sissel-Jo Gazan:
Dinosaurens fjer
Roman
Gyldendal 2008

De bar ham ud

2008-09-29T15:16:00.014+02:00

i nat. Hans fødder var smalle og blege mod det hvide lagen, de havde svøbt ham i. Hans hoved hang leddeløst, og hans øjne var lukkede. I den grelle hvide hospitalsbelysning i opgangen udenfor min dør ventede båren med den orange plasticdækning og de sorte remme, som de spændte ham fast med. Så rullede de ham ud, de to reddere. Det øvrige følge - to mænd, jeg ikke kendte til, og den kvindelige kontaktperson, der af og til ses tre skridt bag Mik, gik tøvende med udenfor. Jeg så det gennem dørspionen. Hidkaldt af dørtelefonens gentagne summen, den lavmælte mumlen og lyden af trin op og ned ad trapperne, op og ned, var jeg gået ud i min entre for at se, hvad der var på færde. Da jeg så båren, som ventede derude, tænkte jeg først på Ali, den rare, ældre og gangbesværede tyrkiske herre, der bor ovenpå med sin hustru, Fatima - eller på den høflige hr. Knudsen, der også er oppe i årene. Men det var altså Mik, som næppe kan være mere end et sted i trediverne.

Jeg havde set et glimt af ham i dagligvareforretningen tidligere på dagen. Det var en af de dage, kunne jeg se. Han havde dette jagede udtryk i øjnene, som en mishandlet hund, der kan finde på at bide fra sig, hvad øjeblik det skal være. Så jeg hilste ikke.

I lange perioder er Mik væk hjemmefra. Man ser ham i hvert fald sjældent. Og reklamerne hober sig op i hans postkasse. Da jeg kom hjem fra mine indkøb i går, havde han tømt den, bemærkede jeg. Og så tænkte jeg ikke mere på Mik, før de bar ham ud. De havde ikke travlt. Om de havde stabiliseret ham eller opgivet, ved jeg ikke. Jeg nåede ikke at se, om de trak lagenet over hans hoved, da de havde lagt ham på båren.

Der har været dage, hvor Miks blik var roligere, og man anede et glimt af normalitet inde bag ved, når man stødte på ham i vindfanget. Et par gange har vi holdt døren for hinanden, og jeg har nikket og hilst på ham. Når det er sket, har han reageret med glad forundring, og jeg har tænkt, at han måtte være vant til meget lidt venlighed. For nylig kom jeg ind i vindfanget, netop som han stod og fumlede med nøglerne for at låse sig selv og kontaktpersonen, som stod lige bag ham, ind i opgangen. Jeg sagde hej til kvinden, og Mik, som ikke havde bemærket min ankomst, for sammen i angst, som om nogen havde slået ham. Vi lo alle tre.

Der har også været dage, og ikke mindst nætter, hvor Mik har raset i opgangen udenfor sin dør. Et par gange er han blevet hentet af politifolk, der havde deres hyr med at holde fast i ham. Der har været aftener med klirren af flasker og høje brøl og jamren og eder og forbandelser mod en kvinde, som vist kun har eksisteret i Miks fantasi. I hvert fald har jeg aldrig set andre besøgende hos ham, end kontaktpersonen, der hjælper ham med indkøb og andet praktisk. Efter en af de barske nætter, var der slået dybe huller i jorden nedenfor vores vinduer, hvor fire kolossale fyrfadsstager i granit var havnet efter deres fald fra tredje sal.

Jeg brød mig ikke om bårens hvide og orange farver eller de sorte remme eller det grelle lys, der faldt ned over Miks indfaldne kinder og flød ud over de smalle, nøgne fødder. Jeg gik i seng igen og tænkte på ensomheden og døden og på, hvor mærkeligt det er, at vi kan bo så tæt her i blokken i årevis uden at kende hinanden. Uden at hjælpe hinanden. Som om vi værner endnu mere om vores privatliv, vores grænser, netop fordi vi lever så trangt og aldrig har ro for hinandens lyde, hinandens lugte. Og isolationen vokser frem af det faktum. Naturligvis havde Mik en historie, allerede inden han flyttede ind her. Det har de fleste, der bor her, vist. De færreste havner uden grund i kilometer-blokkene, der er kendt for at være et sted, hvortil politiet jævnligt hidkaldes som følge af ubehagelige lugte fra en nabolejlighed.
Politifolkene bryder sig ikke om de ture. Jeg var gift med en politimand, før jeg kom hertil. Jeg kender historierne. (Jeg kom her til, fordi jeg var gift med en politimand. Men det er en anden historie.)

Og hvor er Mik nu? I en seng på hospitalet eller i et kølerum i en kælder derude? Og hvis han kommer hjem igen, vil jeg så gå op og hilse på? Nej, det vil jeg ikke. For her hytter enhver sit eget skind, og der er dage, hvor han snerrer som en bidsk hund.

Men de der smalle, blege fødder, og det hvide lys i opgangen.....

Skarpe knive

2008-09-28T20:43:00.009+02:00

skærer helt ind til benet!

Lotte Schlosshauer - det er hende med en intelligens som en ragekniv og en ditto tunge, har skrevet årets måske skarpsindigste indlæg om dagpengesystemet og om den inkompetence og uredelig, der florerer indenfor samme. Læs indlægget her.

Med ærlighed kommer man længst

2008-09-27T18:02:00.009+02:00

Torsdag formiddag står jeg af bussen i en mindre by nord for Odense. Solen skinner, fuglene kvidrer, og jeg går hen ad en gade med sensommerstøvede hække og æbletræer, gennem en blandet bebyggelse, der ikke kan bestemme sig for, om den vil være parcelhuskvarter eller landsby.

Jeg skal til møde med skoleinspektøren på den skole, hvor Alectos virksomhedskonsulent har fundet et løntilskudsjob, som han mener vil passe til mig.
Et stykke henne ad gaden ligger en tankstation. Jeg må hellere spørge om vej dér, tænker jeg, men netop som jeg nærmer mig tankstationen, ser jeg spredte grupper af unge, som smågrinende, udstødende en ed for hvert andet ord og iført hættetrøjer og hængerøvsjeans, driver skråt fra den modsatte side af vejen og over mod biksen. Så behøver jeg alligevel ikke at spørge.

Skolen er et lavt halvfjerdserbyggeri med en glasdør ind til en lang murstensgang. Jeg følger en gruppe unge fyre med ludende holdning ind bag døren, idet jeg noterer mig, at ingen af dem kender til det med at holde døren for den sidste i rækken. Her standser jeg og orienterer mig på den ophængte lokaleoversigt, hvorefter jeg finder kontoret.

En yngre kvinde med garbardineorienteret kontordamelook og 90er-permanent kommer mig tøvende i møde og spærrer de store øjne en kende mere op, idet hun måler mig fra strithåret, ned over den lange tyskerfrakke, over mine sorte shorts, mine ditto strømpebukser og ned til soldaterstøvlerne. Det er min kampuniform! Jeg kundgør høfligt, at jeg har en aftale med skoleinspektøren, og hun vimser ind i et tilstødende lokale.

Skoleinspektøren viser sig at være en lille leverpostejsfarvet og godt midaldrende herre med sygekassebriller og et let fugtigt håndtryk. Nu ser jeg, hvor de unge mænd har opsnappet den ludende holdning. Hvis skoleinspektøren rettede sig op, ville han være næsten lige så høj som jeg.

Han beder mig tage plads ved det lyse bord og vente, imens han lige smutter ned i 8. klasse for at give dem en besked. Dér sidder jeg så og tygger provotyggegummi og betragter børnetegningerne på væggene og den opslåede kalender på bordet, indtil inspektøren vender tilbage og dykker ned i en kasse på gulvet, hvorfra han fremdrager diverse remedier til en kop plastickruskaffe i gule holdere.

Da kaffen er skænket (sort - og uden at spørge til sukker- og flødeforbrug) og inspektørens første småpludren overstået, sætter han sig overfor mig og åbner et chartek med papirer, blandt hvilke jeg får øje på mit eget CV, som Knud formentlig har sendt ham. Inspektøren smiler og rømmer sig. Jeg hjælper ham ikke. Jeg sidder bare og nipper til den skoldhede kaffe og nægter at smile tilbage. Hans blik flakker lidt nervøst over mig, for dernæst at falde til ro ved min barm, som dog ellers er passende dækket bag en sort bomuldstrøje med v-udskæring.

Inspektøren lægger ud med en gennemgang af de demografiske tal for skolens nærområde. Han slutter af med, med hovedet let på skrå og et beklagende drag om munden, at sige: - Så det er jo hverken socialgruppe 1 eller 2, vi har med at gøre her!

I situationen når jeg ikke at tænke så meget over den bemærkning, for jeg har alt for travlt med at spekulere i, hvordan jeg bedst forholder mig, for at den lille grå mand ikke skal blive alt for lun på idéen om mig i rollen som den nye biblioteks- og kontormedhjælper på stedet. Men senere, da jeg er kommet hjem, klinger den sætning med en skæv modlyd i mit hoved, og jeg bliver rigtig, rigtig irriteret på det menneske, der kan finde på at introducere en hel gruppe børn og unge på denne måde overfor en mulig ny medarbejder. Hvad f..... bilder han sig egentlig ind? Så har han ligesom kategoriseret dem og angivet forventningsniveauet og skåret alle over én kam, ikke sandt? Ville det ikke være mere hensigtsmæssigt at lade en ny medarbejder opleve og tage udgangspunkt i hver elev på egen hånd?

Men tilbage til mødet. Da inspektøren har sat mig ind i det ringe elevmateriale, som der åbenbart - ifølge ham - er til stede her i området, kigger han ned på mit CV og begynder at læse højt for mig, hvad jeg har beskæftiget mig med i tidens løb. Han er vist tæt på at klappe i sine fugtige små hænder, da han siger til mig, at jeg jo lige passer ind med de ting, jeg har arbejdet med - især i min tid som studentermedhjælper på Universitetsbiblioteket. Han beretter stolt om alle de medarbejdere, der i tidens løb har gået til sulteløn - undskyld, jeg mener som løntilskudsberettigede - i biblioteksafdelingen, og som har været rigtig fornøjede ved det. En af dem blev endda fastansat efter nogle år. Men typisk er der jo nogle regler, der siger, at løntilskudsmedarbejdere skal ansættes for 6-12 mdr. af gangen, siger inspektøren.

Jeg trækker uforskammet på skuldrene og vender tyggegumiet et par gange, men da manden endnu ikke spørger til min interesse i stillingen, kan jeg ikke længere holde pinen ud. Jeg fanger hans blik, der har det med at glide ud til siden eller tilbage til min barm, og siger: - Jeg synes lige så godt, jeg kan være ærlig, for ærlighed er et meget vigtigt begreb for mig. Du skal vide, at jeg søger job i Jylland, hvor jeg har tænkt mig at bosætte mig, så snart jeg får mulighed for det. Hvis du tilbyder mig stillingen, vil jeg naturligvis ikke sige nej, for det må jeg faktisk ikke, ifølge de regler, jeg er underlagt. Men jeg vil altså heller ikke sidde og fortie for dig, at jeg har helt andre planer for mit liv!

Inspektørens pupiller trækker sig sammen. Så kigger han igen ned på mit CV, flytter lidt rundt på papirerne og siger med en let klagende stemme: - Jeg blev ellers lige så glaaad, da jeg så dine papirer.
(Ja, det tror da en vis herre. Som arbejdsgiver ville jeg også være blevet glad, hvis jeg kunne have en cand.mag. med tocifrede karakterer i de litterære fag og med fire års erfaring i selvstændigt tilrettelagt biblioteksarbejde gående på min virksomhed med et klækkeligt løntilskud.)

Jeg siger til manden, at jeg simpelthen mener, at det er mest redeligt, at jeg gør ham opmærksom på de faktiske forhold, så han ikke træffer sin beslutning på et falsk grundlag: Det vil jo nok ikke passe ham så godt, hvis jeg bliver ansat, og så vinker farvel efter måske bare tre uger. Men, som jeg gentager, hvis han tilbyder mig jobbet, så vil jeg selvfølgelig tage det, hvilket jeg er forpligtet til, og så må vi jo se, hvad der videre sker.
Jeg fortæller ham også, at jeg jo for øvrigt har en tidligere aftale om en samtale i andet regí, og den må jeg jo også lige se, hvad der kommer ud af. (Det handler om den 4-ugers praktik, som arkæologen Jeppe bragte på bane.)

Inspektøren er slået ud af kurs. Det kan jeg godt mærke. Han ved ikke, hvad han nu skal stille op. Han foreslår, at vi lige tager en runde på skolen og ned på biblioteket. Jeg følger langsomt efter ham rundt på de gule gange, hvor flere elever sidder ved borde udenfor klasselokalerne og angiveligt skal forestille at lave gruppearbejde, men i stedet synes at småsnakke om alt og ingenting. Lærere kan jeg ikke se nogen af. Undervejs stopper inspektøren og stikker hovedet ind i 8., hvor han siger: - Nå, får I lavet noget?

Det minder mig lidt om jobsøgningskurset hos Alecto, det her. Jeg får helt ondt af de unge mennesker. Pigerne med kohl-øjnene, drengene med hængerøvsbukserne. Jeg får faktisk lyst til at tage over som en anden LouAnne Johnson, men nu var det jo ikke et lærerjob (eller rigtig løn), jeg blev tilbudt.

Inspektøren tegner og fortæller under vores hastige gennemgang af skolefaciliteterne. Da vi når lærerværelset, som ikke hedder lærerværelset her på stedet, men personalerummet, "fordi alle personalegrupper er velkomne her" (det siges med let løftede øjenbryn og spids mund), begynder mine latente røde knopper at klø. Der er hængt en liste for kaffebrygning og brødmedbringelse op på køleskabsdøren, og inspektøren fortæller, at når man har fødselsdag tager man altid noget med. "Hvad man nu synes."

På det lille bibliotek sidder en løntilskudsslave, en yngre mand med et pænt smil, foran en stationær computer. Om han smiler af lettelse over snart at skulle stoppe her, eller om han smiler af høflighed, er svært at sige. Henne i sofahjørnet slås nogle små drenge under høje hyl om noget legetøj, de har taget med herind. Ellers er biblioteket tomt.

Inspektøren følger mig tilbage til glasdøren ved indgangen. Han kigger mig over skulderen med sine små, spidse pupiller, imens han siger: - Ja, men så ringer jeg bare til Knud og siger det, som det er. Og så synes jeg, at du også selv skal tage kontakt til ham.

Det har jeg gjort. Da jeg kom hjem, sendte jeg Knud en mail om dagens samtale og fortalte ham, som det var, at inspektøren virkede mindre entusiastisk, da jeg først havde fortalt ham om mine fremtidsplaner. Samtidig vedhæftede jeg den ansøgning, som jeg havde udformet med henblik på en stilling som tekstforfatter, og udbad mig Knuds kommentarer, eftersom han jo - som bekendt - selv har været beskæftiget indenfor marketing. Så gik jeg ud på mit badeværelse og tørrede den sorte Cleopatra-øjenskygge af og rensede neglene for den okseblodsfarvede neglelak, som jeg havde påført til ære for skoleinspektøren.

Fredag kontaktede Knud mig og udtrykte stor begejstring for min nyudformede ansøgning: - Hvis de ikke ansætter dig, så er de sgu selv ude om det, sagde han, og det der andet job ude på skolen, det taler vi bare ikke mere om!
Dér fik Knud et par stjerner i min karakterbog. Noget siger mig, at han lige skulle erfare min målrettethed. For det kan godt være, at jeg har været ved at gå ned med flaget på det sidste, men i forbindelse med torsdagens samtale nåede jeg til gengæld det punkt, hvor jeg er kendt for at kæmpe med desperationens mod.

For jeg skal ikke kostes ud i et eller andet slavejob, som er med til at skævvride jobmarkedet, og som ydermere forhindrer mig i at nå mine personlige mål - både fagligt og privat. Jeg skal ikke sidde et sted, hvor der er faste tider for frokost og faste tider for toiletbesøg, og basseuddeling, når man har fødselsdag, og børn, der forsømmes, fordi man ikke forventer og derfor heller ikke forlanger noget af dem. Jeg skal ud at skrive. Om alt det, der er galt. Og om alt det skønne, der findes derude - lige på den anden side - hvis man gider slå øjnene op og ørerne ud og tør tænke - og leve - en smule anderledes.

Det er det valg, jeg træffer!